Annonce

Annonce

Lars Olesen står ved et af sine valnøddetræer

I dag har Lars Olesen en valnøddeplantage på 6,5 hektar med over 2.000 træer lidt uden for Glamsbjerg på Fyn. Foto: Marendine Ladegaard

På en gåtur opdagede Lars Olesen, at han tilfældigvis havde anlagt en plantage 15 år forinden

Lars Olesen er en af kun to producenter af valnødder i Danmark, og han har valgt en helt speciel måde til at få de bedste valnødder. Et nyt projekt vil afsøge mulighederne for at øge den økologiske nøddeproduktion herhjemme.

Det gamle ordsprog »ikke at kunne se skoven for bare træer« passer meget godt på Lars Olesen. En dag i 2008 gik han en tur i sin lille skov og kiggede op. Pludselig så han, at han 15 år tidligere ved et tilfælde havde fået anlagt sig en valnøddeplantage uden at vide det.

»Jeg plantede dem sammen med eg, ask og gran, for der skulle bare laves en skov. Men så opdagede jeg, at der hang valnødder over det hele. Så ryddede jeg de andre, så jeg kunne få en plantage,« fortæller han.

I dag har Lars Olesen en valnøddeplantage på 6,5 hektar med over 2.000 træer lidt uden for Glamsbjerg på Fyn. En valnøddeplantage, som han regner med, bliver hans arbejde, når han går på pension. Valnøddeplantagen er en slags storfamilie, da alle træer har den samme mor eller mormor.

»Alle træerne er spiret fra nødder fra det gamle træ i haven eller de bedste træer fra den første generation, der nu har båret nødder.«

Det gamle modertræ faldt i februar 2020. Ved seneste opmåling var hun 3,85 meter i omkreds.

»Jeg har søgt og kun fundet ét, der var større i omfang i Danmark. Og med den størrelse er det nok ikke overdrevet at tænke, at det vel er plantet omkring 1844, hvor gården blev bygget.«

Ret godt klima til nødder

Det danske klima er faktisk ret godt til at dyrke nødder i, men der skal gerne være mange flere, der kaster sig ud i nøddeproduktion. Projektet Danske Økonødder i Innovationscenter for Økologisk Landbrug går ud på at indsamle viden om nøddeproduktion i Danmark - både økonomisk rentabel og økologisk nøddeproduktion.

»Vi undersøger, hvad potentialet er for dansk nøddeproduktion i Danmark. Hvem dyrker egentlig nødder herhjemme i Danmark? og så formidler vi den viden til andre, som kunne have en interesse i at begynde at dyrke økologiske nødder,« fortæller projektleder Julie Rohde Birk fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

Lars Olesen er interessant, fordi frøformering er atypisk. Han ved ikke, hvad det er for et resultat, han ender med. Han ved ikke, hvilken kvalitet og udbytte han får.

— Julie Rohde Birk, projektleder, Innovationscenter for Økologisk Landbrug

En speciel metode

Lars Olesen er én af dem, som projektet undersøger.

Han frøformerer sine valnødder og på den måde er der ingen af træerne, der er ens, selvom de har samme moder.

»Da valnødder bliver vindbestøvede, så er de alle sammen af forskellig genetik og de bærer forskellige nødder. Så i mit lille univers, er der ingen sorter. Der sorterer jeg træerne efter dem, der giver gode nødder med en god kerne, som er nemme at knække,« forklarer han.

Det er en speciel metode, forklarer projektleder Julie Rohde Birk:

»Lars Olesen er interessant, fordi frøformering er atypisk. Han ved ikke, hvad det er for et resultat, han ender med. Han ved ikke, hvilken kvalitet og udbytte han får. Han vurderer selv, at det er cirka 60 pct. af træerne, der bliver til noget godt. Men normalt vil man pode på træerne, og så ved man, hvilke nødder, man får ud af det. Det, der også er interessant ved Lars Olsens metode, er, at han kan gøre det meget billigt. Han kan for meget få penge opformere, så han kan skabe en plantage ret hurtigt, men det er så en plantage, der tager lang tid at få op i produktion, fordi han er nødt til at tynde ud i de træer, som ikke giver så meget.«

Flere nødder

Historisk set er der blevet dyrket nødder i Danmark. Hassel har vi haft i mange år, og det har spillet en stor betydning for folks ernæring tidligere. Valnødder og ægte kastanje har vi også dyrket mange af, og det kan man godt få et godt udbytte af, hvis man dyrker det vindbeskyttede steder.

I Projektet Danske Økonødder er man også interesseret i andre slags nødder udover dem, man traditionelt har dyrket i Danmark, såsom hjertenødder og mandel.

»Vi har fået nye kostråd, som siger, vi skal spise mere plantebaseret, og der er nødder en del af det. Sådan som det er i dag, importerer vi mange nødder, men vi producerer ikke ret mange. Men der er faktisk potentiale for at dyrke økologiske nødder i Danmark i en betydelig størrelse, og så kan vi samtidig udvikle landbruget, så vi kan få flere træer ind i vores landbrug. Det arbejder vi med i forhold til skovlandbrug, så vi kan kulstofbinde og skabe mere biodiversitet,« fortæller Julie Rohde Birk.

Stor efterspørgsel

Lars Olesen arbejder ikke fuld tid med sin valnøddeplantage, men det er planen, at det skal være en fuldtidsbeskæftigelse sammen med en økologisk planteskole, når han går på pension. Efterspørgsel på valnødderne er nemlig allerede stor.

»Indtil videre er det lykkedes mig at sælge direkte til kunderne. Jeg har en minimumsmængde på fem kg., som både private kunder, køkkener, webshops køber. Der er kun to valnøddeproducenter i Danmark, og vi er begge økologer, og der er så stor interesse, at der er udsolgt.«

Flere artikler fra samme sektion

30 års data viser, hvordan klimaet har ændret sig i Midtjylland

De seneste 30 år har budt på højere temperaturer og øgede mængder nedbør i Midtjylland, viser data fra en vejrstation ved Foulum. Det stiller krav til landbrugets omstillingsevne, siger forsker.

08-05-2024 3 minutter Klima,   Forskning

Ny dyrevelfærdsrapport viser en stigning i antallet af politianmeldelser

Fra 2021 til 2022 skete der en fordobling i antallet af politianmeldelser mod kvægproducenter og en stigning på knap 30 pct. mod griseproducenter. Det skyldtes især manglende pleje af syge eller tilskadekomne dyr.

03-05-2024 5 minutter Dyrevelfærd

Debat om oksens fremtid: Skal oksekød være det nye champagne?

Det er kun godt, at koen bliver udskældt for tiden, mener Rune Sørensen, indehaver af restaurant Hærværk. Her serveres der oksekød, men kun i små mængder og kun fra kvæg, der har ydet naturpleje. Rune Sørensen mener, at udskældningen er nødvendig for at rejse en debat om vores madvaner.

03-05-2024 8 minutter Kvæg,   Forbrug,   Klima