Annonce

Annonce

Køer på græsmark

Løgismose sælger vin, mad og delikatesser og driver sit eget mejeri, så der er mange muligheder for at justere på klimaaftrykket. Foto: Løgismose

Kendt fødevarebrand sigter mod 90 pct. økologi

Som led i en ny strategi for bæredygtighed bliver Løgismose fremover valideret af Science Based Targets-initiativet og samtidig øger koncernen sit fokus på både økologi og plantebaserede fødevarer.

Da Løgismoses udformerede sin nye bæredygtighedsstrategi, havde virksomheden formentlig skelet til de kommende klimakrav fra detailgiganterne Coop og Salling Group, som i henholdsvis 2021 og 2023 fik godkendt deres klimamål af det internationalt anerkendte Science Based Targets initiative. For at nå deres klimamål bliver de nødt til at skærpe klimakravene til deres leverandører. Det betyder, at producenter som Løgismose kigger ind i en fremtid, hvor selskabet skal kunne dokumentere effekten af arbejdet med at mindske klimaaftrykket fra fødevareproduktionen.

I praksis betyder det, at Løgismose forpligter sig til at indføre målemetoder, der kan dokumentere, at virksomheden reducerer CO2-aftrykket i et tempo, så det lever op til Paris-aftalen fra 2015.

Ifølge Jesper Uggerhøj, adm. direktør i Løgismose, er det et naturligt skridt for selskabet at arbejde på at reducere klimaaftrykket, hvis det kan ske sideløbende med, at Løgismose skruer op for andelen af både økologiske og plantebaserede råvarer.

Behov for skærpet indsats

”Flere af de mærkesager, der i dag er en del af en større bæredygtighedsagenda, har været hverdag i Løgismose i seks årtier. Det er den nye strategi en naturlig forlængelse af. Men de udfordringer, vi står overfor i forhold til klima og biodiversitet, kræver en skærpet indsats nu,” siger Jesper Uggerhøj i en pressemeddelelse.

Han betoner i den forbindelse, at det er vigtigt for Løgismose, at klimaindsatsen  ikke sker på bekostning af økologien.

Hvis vi ønsker, at animalske produkter som kød, fjerkræ og mejeriprodukter fortsat skal spille en rolle i vores måltider, så skal vi kunne være de forhold, vi skaber for dyrene, bekendte.

— Fra Løgismoses nye strategi for bæredygtighed

”Økologien har altid været en del af Løgismoses værdier, fordi den økologiske bevægelse og dens principper har været med til at sætte miljø og naturhensyn på dagsordenen i den danske madkultur generelt. Det arbejde bliver endnu vigtigere i den nye strategi, hvor målsætningen er at nå en samlet økologiprocent på alle Løgismose fødevarer på 90 pct. i 2030,” siger Jesper Uggerhøj.

Flere plantebaserede varer

Af strategien fremgår det, at Løgismoses mål er at reducere klimaaftrykket fra egen drift med 42 pct. i 2030 Det skal bl.a. ske via energibesparende tiltag og investeringer i nye teknologier i produktionen.

Aftrykket fra råvarer og produkter udgør dog langt de største udledninger, og her er målsætningen en reduktion på 30 pct. per kg fødevare inden 2030. For at nå det mål vil Løgismose bl.a. øge antallet af plantebaserede produkter.

”Vores økologiprocent ligger allerede i dag meget højt med et gennemsnit på over 75 pct. på Løgismose fødevarer. Når vi sætter et mål om 90 pct., er det et signal om at give forbrugerne mere økologi – ikke mindre,” siger Jesper Uggerhøj og tilføjer at økologi-ambitionen skal ses i lyset af et faldende salg af økologi i dansk detailhandel i første kvartal af 2023. 

Bedre dyrevelfærd i 2030

Dyrevelfærd er en mærkesag i Løgismose. Derfor sætter virksomheden nu en målsætning om, at 100 pct. af Løgismose animalske fødevarer i 2030 skal være omfattet af en eller flere af de accepterede standarder for dyrevelfærd, nemlig Ø-mærket, Fødevarestyrelsens 3 hjerter for Bedre Dyrevelfærd, Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse eller Smagen af frihed.

”Hvis vi ønsker, at animalske produkter som kød, fjerkræ og mejeriprodukter fortsat skal spille en rolle i vores måltider, så skal vi kunne være de forhold, vi skaber for dyrene, bekendte,” hedder det i strategien.

Den rummer nye, ambitiøse mål og pejlemærker, der skal være med til at forme Løgismose i fremtiden.

”Nu fortsætter arbejdet med at indfri målene. Det bliver ikke nogen enkel opgave, men jeg er ikke i tvivl om, at indsatserne vil være til gavn for både Løgismose og den omverden, vi er forbundet med,” siger Jesper Uggerhøj.

Flere artikler fra samme sektion

Tre køkkener er nomineret til Kantineprisen

Tre kantiner kæmper om Kantineprisen, som går til det køkken, der kan levere på både smag, bæredygtighed og økologi.

07-05-2024 2 minutter Professionelle køkkener

Eks-bankdirektør: Penge er et redskab til at få noget til at ske

Selv om Lars Pehrson aldrig fik en bankuddannelse, var han landets længst siddende bankdirektør, da han i 2020 forlod direktørstolen i Merkur Andelskasse, og han brænder stadig for økologien og mener, at vi alle har mulighed for at bidrage til den grønne omstilling.

06-05-2024 9 minutter Ildsjæle,   finansiering

Sæsonen er skudt i gang: Nu breder dansk øko-grønt sig på butikshylderne

Nu ligger der for første gang i år økologiske danske radisser, spinat og pak choi i butikkerne. Hos de danske økologiske grøntsagsproducenter er sæsonen netop skudt i gang.

02-05-2024 4 minutter Forbrug,   Grøntsager