Annonce

Annonce

Et EU-projekt er ved at udvikle teknologier som hjælpemidler til de små økologiske landbrug, der ikke er egnede til at bruge de store landbrugsmaskiner.

Prisvenlig robot skal lette livet for økologer med små landbrug

I et EU-projekt afprøver man en budgetvenlig robot, som skal kunne plukke frugt, spotte sygdomme og skadedyr samt luge ukrudt.

På to landbrug i hhv. Frankrig og Spanien har robotter hjulpet landmændene med at analysere afgrøderne, advare mod sygdomme eller skadedyr og luge ukrudt.

Robotterne er en del af det fireårige EU-projekt ROMI, som har til formål at understøtte en bæredygtig fødevareproduktion med budgetvenlige robotter til landbrug. 

De skal lette arbejdet for økologer og andre landmænd med små landbrug, hvor der typisk er flere forskellige typer afgrøder og meget manuelt arbejde, da maskinfabrikanterne primært har fokus på de store og mere intensive landbrug.

Robotten er lavet til små landbrug, ikke store landbrug. Der er et enormt behov for denne slags værktøj.

— Dr. Christophe Godin, forskningsleder i plantemodeller og computervidenskab ved Inria

"Smålandbrug er profitable og økonomisk bæredygtige, men landmændene kæmper ofte efter omkring fire år, idet folk udvikler rygproblemer," siger Jonathan Minchin fra Institute for Advanced Architecture of Catalonia i Barcelona, Spanien, der leder projektet, til tech-mediet techxplore.com.

Ifølge ham bruger økologerne på de små landbrug omtrent en femtedel af deres tid på at bekæmpe ukrudt, og derfor er projektets vigtigste formål at udvikle en robot, der kan hjælpe dem med det.

"Robotten er lavet til små landbrug, ikke store landbrug. Der er et enormt behov for denne slags værktøj," siger dr. Christophe Godin, der er forskningsleder i plantemodeller og computervidenskab ved det franske teknologiinstitut Inria, og som ligeledes er med i projektet, til techxplore.com.

I ROMI-projektet vil man udvikle tre teknologiske værktøjer til de små landbrug; en multifunktionel markrobot, en drone, der overvåger fra luften, og en 3D-skanner, som kan skelne planterne fra hinanden. 

Eftersom værktøjerne er henvendt smålandbrug, er både pris og vægt vigtige faktorer, og derfor har udviklerne brugt allerede tilgængelige elmotorer lavet til kørestole samt open source-hardware og -software til at lave markrobotten, der bærer samme navn som projektet: Romi. 

Vurderingen er, at den endelige pris for Romi maksimalt vil lyde på 5.000 euro, svarende til omtrent 37.000 kr. Altså en væsentlig forskel sammenlignet med andre landbrugsrobotter, der snildt kan koste 30.000 euro eller mere.  

ROMI - Robotics for Microfarms from Noumena on Vimeo.

Udviklingsarbejdet går desuden med at lære Romi at skelne mellem de forskellige afgrøder, som vokser i forskellige tempi og har forskellige højder. Forhåbningen er, at robotten også kan lære at plukke frugterne, når de er modne, overvåge planternes vækst og sundhed samt spotte skadedyr og plantesygdomme og sende opdateringer til landmanden.

I et andet projekt kaldet GreenPatrol er man ved at udvikle en robot til drivhuse, og her er en af udfordringerne, at drivhusenes konstruktion svækker signalet fra de satellitter, som skal understøtte robottens navigation.

Flere artikler fra samme sektion

30 års data viser, hvordan klimaet har ændret sig i Midtjylland

De seneste 30 år har budt på højere temperaturer og øgede mængder nedbør i Midtjylland, viser data fra en vejrstation ved Foulum. Det stiller krav til landbrugets omstillingsevne, siger forsker.

08-05-2024 3 minutter Klima,   Forskning

Ny dyrevelfærdsrapport viser en stigning i antallet af politianmeldelser

Fra 2021 til 2022 skete der en fordobling i antallet af politianmeldelser mod kvægproducenter og en stigning på knap 30 pct. mod griseproducenter. Det skyldtes især manglende pleje af syge eller tilskadekomne dyr.

03-05-2024 5 minutter Dyrevelfærd

Debat om oksens fremtid: Skal oksekød være det nye champagne?

Det er kun godt, at koen bliver udskældt for tiden, mener Rune Sørensen, indehaver af restaurant Hærværk. Her serveres der oksekød, men kun i små mængder og kun fra kvæg, der har ydet naturpleje. Rune Sørensen mener, at udskældningen er nødvendig for at rejse en debat om vores madvaner.

03-05-2024 8 minutter Kvæg,   Forbrug,   Klima