Annonce

Annonce

Kunder tager mælk fra køler i supermarked.

Arla sænker for sjette gang i år afregningsprisen på mælk, men oplyser samtidig, at markedet nærmer sig balance. Foto: Moment Studio

Arla skærer en ny skive af mælkeprisen

Både de økologiske og de konventionelle leverandører af mælk til Arla får fra 1. juni 14,9 øre mindre pr kg mælk.

Afregningsprisen på mælk til Arlas leverandører fortsætter med at falde. Den nye prissænkning på 14,9 øre pr kg kommer efter fem måneder med faldende priser i indeværende år. Senest barberede Arla i maj 26 øre af den konventionelle pris og 22,3 øre af den økologiske pris.

Ifølge en meddelelse fra Arla fortsætter nedgangen i salget af økologiske mejeriprodukter, men det britiske marked er ikke påvirket i lige så høj grad som Arlas andre kernemarkeder. 

Den nye justering af afregningspriserne betyder, at Arlas økologiske leverandører får 344,4 øre pr kg mælk af den bedste kvalitet, hvor medlemmet har indsendt klimatjek-data, mens Arla betaler 299,2 øre pr kg konventionel mælk af den bedste kvalitet med gmo-frit foder og indsendt klimatjek-data.

Flere årsager til faldet

Arla nævner flere årsager til at mælkeprisen fortsætter med at falde.

Dels fortsætter det globale mælkeudbud fortsat med at vokse, men det sker i et langsommere tempo end i de seneste måneder. 

Dels er salget af fødevarer i dansk detailhandel under pres, da forbrugerne fortsat køber færre og billigere mejeriprodukter som følge af de tidligere stigende leveomkostninger. Endelig er foodservice-sektoren også påvirket af forbrugernes tilbageholdenhed og er endnu ikke tilbage på samme niveau som før pandemien.

Til gengæld er råvaremarkederne ifølge Arla ved at stabilisere sig, og detailhandlen er begyndt at justere priserne, og Arla betegner udsigten som stabil, da markedet er ved at finde sin balance.

At markedet nærmer sig en situation med bedre balance mellem udbud og efterspørgsel underbygges af den hollandske andelskoncern Frieslandcampina, som holder sin mælkepris for juni måned på samme niveau som i maj.

Men selvom de danske forbrugeres købekraft vil stige i takt med, at inflationen aftager, og lønstigningerne træder i kraft, hersker der dog fortsat usikkerhed om, i hvor høj grad de vil vende tilbage til deres tidligere forbrug af mejeriprodukter, lyder vurderingen fra Arla.

Flere artikler fra samme sektion

Ny dyrevelfærdsrapport viser en stigning i antallet af politianmeldelser

Fra 2021 til 2022 skete der en fordobling i antallet af politianmeldelser mod kvægproducenter og en stigning på knap 30 pct. mod griseproducenter. Det skyldtes især manglende pleje af syge eller tilskadekomne dyr.

03-05-2024 5 minutter Dyrevelfærd

Debat om oksens fremtid: Skal oksekød være det nye champagne?

Det er kun godt, at koen bliver udskældt for tiden, mener Rune Sørensen, indehaver af restaurant Hærværk. Her serveres der oksekød, men kun i små mængder og kun fra kvæg, der har ydet naturpleje. Rune Sørensen mener, at udskældningen er nødvendig for at rejse en debat om vores madvaner.

03-05-2024 8 minutter Kvæg,   Forbrug,   Klima

Røde alger kan blive økologiens svar på Bovaer

Ved at tilsætte et mix af forskellige alger til malkekøernes foder, håber forskere fra Aarhus Universitet at kunne opnå samme metan-reducerende effekt, som Bovaer giver i de konventionelle kostalle.

03-05-2024 3 minutter Klima,   Kvæg