Annonce

Annonce

Fra venstre ses: Umut Sakarya, Stina Dannerfjord og Casper Drømme på en scene

Både kokken Umut Sakarya (t.v.), kostvejlederen Stina Dannerfjord og influenceren Casper Drømme havde pesticider i urinen, da de blev testet. Foto: Henrik Hindby Koszyczarek

Urinprøver blev offentliggjort på plantemesse: Samtlige indeholdt forbudt pesticid

21 personer fik testet deres urin for pesticidrester forud for weekendens Plant Food Festival, hvor resultaterne blev fremlagt. Et forbudt pesticid blev fundet i samtlige prøver.

Chlorpyrifos har været forbudt at bruge i Danmark siden 2006 og i EU siden 2019. På trods af det fandt man rester af pesticidet i samtlige urinprøver hos 21 frivillige i et mindre forsøg, der blev lavet forud for årets Plant Food Festival, der fandt sted i Øksnehallen i København d. 4.-5. november, og hvor resultaterne blev præsenteret.

Økologiske plantebaserede fødevarer var det centrale på messen, og derfor ville arrangøreren, Dansk Vegetarisk Forening, sætte fokus på eksponeringen af pesticider, hvis man spiser konventionelt.

I alt blev der testet for 14 forskellige stoffer, hvoraf fire lå under detektionsgrænsen. De fem mest hyppige målt var:

  • Chlorpyrifos, insektmiddel, blev fundet i 21 af 21 prøver

  • Pyrethroider, insektmiddel, 19 af 21 prøver

  • Tebuconazol, svampemiddel, 17 af 21 stoffer

  • Glyphosat, ukrudtsmiddel, 11 af 21 prøver

  • 2,4-dichlorophenoxyacetic acid/2,4 D: 8 ud af 21 prøver

Studier peger på, at chlorpyrifos kan skade arveanlæggene og føre til lavere IQ hos børn, der som fostre er blevet eksponeret for giften. EU har tilmed forbudt import af frugt og grønt, der indeholder chlorpyrifos og chlorpyrifos-methyl.

Forbudt pesticid importeres

Det har imidlertid ikke stoppet pesticidresterne fra at havne i de danske butikker, og det kan forklare, hvorfor det stadig findes i urinen den dag i dag. 10 danske stikprøver af frugt og grønt i 2021 viste rester af chlorpyrifos og chlorpyrifos-methyl i appelsiner fra Marokko og Egypten, grapefrugt og peberfrugt fra Tyrkiet, pærer fra Kina, hvedekerner fra Indien, bladselleri fra Thailand og ris fra Bangladesh. 

Et dansk studie fra 2021 fandt chlorpyrifos i 90 pct. af blod- og urinprøver hos en gruppe kvinder og børn.

"Jeg er overrasket, men jeg havde også været en del ude at spise i dagene op til prøvet, og professoren, som undersøgte prøverne, sagde, at det kan være i vindruer, og jeg må tilstå, at jeg er glad for at drikke rødvin, og den er ikke biodynamisk, så det kan være der, det er kommet fra. Men jeg snakkede med en anden i forsøget, som ikke drikker rødvin og også havde chlorpyrifos i sin urin. Jeg bliver mest bekymret på mine børns vegne. Skal man være mere hysterisk med, hvad man spiser, eller hvad skal man gøre?" sagde Stina Dannerfjord, kostvejleder, som deltog i en paneldebat på messen med to andre, der medvirkede i forsøget; kokken Umut Sakarya og influenceren Casper Drømme.

Alle havde de rester af pesticider i deres urin - publikum fik dog ikke indsigt i de enkeltes prøveresultater, men Dansk Vegetarisk Forening fortæller, at de bliver offentliggjort senere i en video.

"Jeg lever næsten udelukkende økologisk, så jeg tænker, at det nok kan stamme fra noget af det udenlandske, jeg spiser fra min grønthandler, og det er ikke altid økologisk," sagde Umut Sakarya.

Udvalget er vigtigere end økologi

Casper Drømme lagde hurtigt kortene på bordet og sagde, at smagen for ham var vigtigere, end om noget er økologisk. Undervejs i debatten nævnte han dog, at der er varer, han som udgangspunkt altid køber økologisk - fx æg - og at han gerne giver mere for fødevarer, hvis de er økologiske. Barrieren for ham er, at udvalget er for småt, og indkøbene skal være så lette som muligt.

Ironisk nok kunne han fortælle, at hans urinprøve havde færre pesticidrester i sig end de to andres - men det er der en sandsynlig forklaring på:

"Da jeg blev testet, var det onsdag morgen på Roskilde Festival, hvor jeg havde drukket godt igennem," sagde han med et grin.

Har man et usædvanligt stort væskeindtag op til en test, kan man faktisk få skyllet pesticiderne så meget ud, at de optræder i mindre omfang i en eventuel test.

Vil have pesticider deklareret

Spørgsmålet om, hvordan de alle kan have et forbudt pesticid i urinen, igangsatte en debat om indkøbsvaner, landbrugets brug af pesticider og det politiske ansvar.

Umut Sakarya gættede på, at mange danskere som udgangspunkt vælger økologisk, når de handler bestemte basisvarer som mælk og æg, men når man så handler "alt det andet", glemmer man at se efter det økologiske. Det var en pointe, som Casper Drømme genkendte.

"Jeg kan godt se mig selv i den tendens, at jeg vælger øko-mælk og -æg og måske også økologiske grøntsager, men resten tager jeg slet ikke til overvejelse. Jeg tænker ikke over, om mine dåsetomater er økologiske," sagde han og efterlyste bedre information til forbrugerne, så de kan træffe et informeret valg.

Det bør dog ikke blive til en ren skræmmekampagne, advarede han. Men hvor går grænsen så mellem oplysning og skræmmekampagner?

"Jeg kunne godt tænke mig at fortælle højt om, hvor farligt det her chlorpyrifos er, men så skræmmer man folk. Hvis sundhed skal være for alle, så der skal være et forbud mod de her stoffer," sagde Stina Dannerfjord.

Umut Sakarya mener, at brugen af pesticider ganske enkelt skal deklareres på det enkelte produkt.

"Hvorfor tillader vi i samfundet at mærke økologi, men ikke giftstofferne?" spurgte han retorisk.

Han foreslog, at staten går ind og understøtter økologien ved at fjerne prisforskellen. Pengene - vurderede han - vil blive tjent ind igen, når færre bliver ramt af de sygdomme, som eksponeringen for kemikalier mistænkes at øge risikoen for.

Rammer også miljø og natur

Stina Dannerfjord tilføjede også omkostningerne for vores omgivelser:

"Det er ikke kun sundheden, men også vores natur, insekter og bier, der tager skade af, at vi har tilladt disse pesticider."

"Det er vildt at høre om, hvordan vi har smadret vores miljø ved at producere de råvarer sådan," indskød Casper Drømme.

"Det er helt vildt, at vi lever i 2023, og der er ikke rigtig lavet nogen forskning på det område (cocktaileffekten, red.), og vi har sprøjtet lige siden Anden Verdenskrig. Det er da skræmmende. Alt, hvad vi bruger til at dræbe levende organismer med, må jo også dræbe noget andet. Det er logisk," sagde Umut Sakarya.

Økologisk Landsforening, der samarbejder med Dansk Vegetarisk Forening om Plantebaseret Videnscenter, var også til stede med en stand på messen, så markedskonsulent og projektleder Mie Reihs Hegnar kunne høre resultatet af urinprøverne:

"Det er et meget overraskende resultat, som faktisk gør stort indtryk på mig. Det fortæller også, at vores økologiske omlægning af vores landbrug og madvaner er altafgørende for både vores sundhed, for at nå klimamålene og ikke mindst vende biodiversitetskrisen. Der er kun fordele ved økologi."

Flere artikler fra samme sektion

Salget af økologi har stabiliseret sig

Efter et år med fald i salget af økologiske fødevarer viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik, at salget i 2023 har stabiliseret sig. Økologien har, som andre fødevarer, været udfordret af inflation og stigende omkostninger. Men nu ser det ud til at vende.

26-04-2024 3 minutter Detailhandel

Flest sanktioner til gårdsalg af æg

Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.

25-04-2024 2 minutter Kontrol,   Gårdbutikker & direkte salg

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage