Annonce

Annonce

Skuespilhuset set fra vandet

Skuspillerne må mandag overlade scenerne i Skuespilhuset til repræsentanter for den økologiske foodservicebranche, som bl.a. mødes for at hylde modtageren af Økoprisen 2023. PR-foto

Tre kandidater er nomineret til Økoprisen 2023

Mandag 6. november danner Skuespilhuset i København både rammen om uddelingen af Økoprisen 2023 og en hyldest til mange af de professionelle køkkener, som i årets løb har modtaget Det Økologiske Spisemærke.

Mange passionerede personer går foran i arbejdet med at sprede økologien til både professionelle og private køkkener. Dem vil Økologisk Landsforening gerne hylde. Derfor uddeler foreningen hvert år Økoprisen til en person eller institution, som har gjort en særlig indsats for økologien, og mandag 6. november sætter foreningen navn på årets prismodtager.

Det sker i forbindelse med foreningens inspirationsdag, som i år er henlagt til et totalt udsolgt Skuespilhuset i København, hvor der venter deltagerne et tætpakket program med flere overraskelser.

Årets Økopris uddeles til en økologisk ildsjæl, der bidrager til at sætte retningen for økologi og arbejder målrettet for at sprede budskabet om sammenhængen mellem økologi og bæredygtighed. Mange har været i spil til prisen, som i år bliver uddelt for niende gang.

Sidste år gik prisen til Peter Skoven, Food & Beverage direktør på NorthSide, som har stået i spidsen for arbejdet med at skabe landets grønneste musikfestival med 100 pct. økologisk og primært plantebaseret forplejning.

Kandidaterne til Økoprisen er indstillet af Økologisk Landsforenings syv øko-ambassadører, mens det er foreningens fagudvalg for professionelle køkkener, som mandag sætter navn på, hvem af de tre nominerede kandidater, som modtager Økoprisen 2023.

Mød de nominerede kandidater:

Morten Hassing, Head of Food Product & Performance hos ISS.

Morten Hassing er nomineret for sit fokus på at sikre, at ISS’ ca. 40.000 daglige kantinegæster i Danmark får gode og bæredygtige madoplevelser. En af nøglerne til dette er at give køkkenmedarbejderne en indgående forståelse for de økologiske råvarer, de arbejder med. Morten Hassing har bl.a. ad flere omgange inviteret sine kollegaer ud i de økologiske marker, hvor de selv har skulle plante og høste deres egne økologiske afgrøder.

Morten Hassing er nomineret til Økoprisen 2023 for:

  • at italesætte hele økologi- og bæredygtighedsagendaen i hele værdikæden, og for at formå at gøre afstanden kortere fra avler/producent til grossist til køkken og slutteligt til gæsterne i kantinen

  • at skabe partnerskaber hele vejen rundt, som er med til yderligere at gøre budskabet stærkere og gøre det mere synligt i hverdagen

  • med projekt hos Skovsgaard Gods at sætte fokus på, hvor råvarerne kommer fra

  • sit fokus på sammenspillet mellem de økologiske producenter, leverandører, grossister og køkkener i ISS

  • sammen med GASA Nord Grønt at få sat gang i at reducere madspild helt ude ved avler/producent gennem konceptet GartnerHjælp

  • sit arbejde med at opnå Det Økologiske Spisemærke i alle ISS’ 190 kantiner

 

Peter Mejnertsen, medejer af og direktør for Mejnerts

Peter Mejnertsen har i flere år været en del af familievirksomheden Mejnerts hvor han i dag er både direktør og medejer. Det skinner igennem, at Peter har en passion for danske økologiske råvarer, og han nomineres for sin store dedikation og arbejde med at formidle økologiens værdier.

Peter Mejnertsen er nomineret til Økoprisen 2023 for:

  • at dele viden og Øko-inspiration med hele branchen

  • sin insisteren på at økologien er en selvfølgelighed og en del af de rene råvarer, når de mange måltider skal serveres rundt om i landets køkkener

  • at knokle løs for at formidle værdien af danske økologiske råvarer og at kæmpe for økologiens plads på dagsordenen

  • altid at stille op med en enorm energi og tale økologiens sag i mange branchesammenhænge

  • at bidrage til at udvikle de økologiske afsætningsmuligheder ved f.eks. at deltage i Økologisk Landsforenings virksomhedsudvalg

  • at være en ildsjæl der aldrig siger nej til at dele viden om de økologiske muligheder

 

Jonas Boelt, Executive Chef hos Meyers

Jonas nomineres for sit ihærdige arbejde med gastronomisk udvikling med det grønne og økologiske i højsædet. Han blev i 2020 en del af Meyers men har forinden i adskillige år arbejdet som køkkenchef og sparringspartner for gastronomisk udvikling i Claus Meyers store madprojekt på Grand Central Station i New York.

Han har samtidig i over 10 år udforsket det vegetariske køkken og det grønne måltid og plantebaserede proteiners potentiale. Derudover har det altid været vigtigt for Jonas at udbrede budskabet om grøn mad med masser af god smag.

Jonas Boelt er nomineret til Økoprisen 2023 for:

  • arbejdet med at udvikle gastronomien - også den økologiske gastronomiverden

  • arbejdet med at formidle, at det grønne måltid selvfølgelig er velsmagende

  • sit store fokus på planteproteiner, som har en vigtig rolle i den bæredygtige og økologiske fremtid.

  • sit arbejde for at flytte danskernes madvaner i en mere grøn retning

Flere artikler fra samme sektion

Salget af økologi har stabiliseret sig

Efter et år med fald i salget af økologiske fødevarer viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik, at salget i 2023 har stabiliseret sig. Økologien har, som andre fødevarer, været udfordret af inflation og stigende omkostninger. Men nu ser det ud til at vende.

26-04-2024 3 minutter Detailhandel

Flest sanktioner til gårdsalg af æg

Fødevarestyrelsen har været på stikprøvekontrol hos 198 producenter og æg-pakkerier, der sælger direkte til forbrugere eller lokale butikker. I 9 pct. af besøgene førte kontrollerne til sanktioner.

25-04-2024 2 minutter Kontrol,   Gårdbutikker & direkte salg

Nu kommer der pant på de tyske dåser

EU-parlamentet har i dag vedtaget nye regler som betyder, at der fra 2029 skal opkræves dåsepant i de europæiske lande, hvilket formentlig vil begrænse forureningen med dåser i den danske natur.

24-04-2024 3 minutter Emballage