Annonce

Annonce

Rødbedebøf på skærebræt

EU har besluttet, at det også fremover skal være muligt at benytte kødrelaterede navne som 'burger', selv om kødet i burgerbollen er skiftet ud med en rødbedebøf. Foto: Colourbox

EU: Sagen er bøf – også når den er vegetarisk

Et flertal i EU-Parlamentet har i dag afgjort, at det er tilladt at betegne vegetariske fødevarer som enten steak, pølse, schnitzel og burger, selv om mange forbinder disse udtryk med kødprodukter.

Det lykkedes ikke for EU- Parlamentets landbrugsudvalg at få vedtaget et forbud mod at give plantebaserede produkter kødrelaterede navne som pølse, bøf og burger.

Ifølge PolicyWatch stemte 379 EU-parlamentarikere i dag mod udvalgets forslag, mens 284 stemte for, og der gælder dermed stadig ret vide grænser for, hvem der må kalde deres fødevare for en bøf eller en burger.

Rune-Christoffer Dragsdahl, der er generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, glæder sig over, at forslaget er faldet, men han minder om, at der blot skulle flyttes 48 stemmer for at forslaget var blevet vedtaget.

"Jeg er sikker på, at vi er nogle stykker, som skal fejre resultatet med en rødbedebøf i de kommende dage," siger Rune-Christoffer Dragsdahl til Økologisk Nu.

Han oplyser, at Dansk Vegetarisk Forening har forsøgt at påvirke de danske parlamentarikere til at stemme nej, og han glæder sig over, at 10 ud af de 12 danske EU-politikere valgte at følge opfordringen og stemte til nej-siden.

"Et ja ville have været et unødvendigt og ærgerligt benspænd for den grønne omstilling. Ord som burger og bøf er gennem mange år blevet så indlejret i det danske sprog, at det ikke ville give mening, hvis man skulle ud at finde en alternativ betegnelse for en rødbedebøf."

Mens EU-afstemningen blev et nederlag for kødbranchen, er Naturli' Foods en af de danske fødevareproducenter, som glæder sig over, at de ikke skal til at finde på andre navne til deres produkter.

"Det er en stor sejr for Naturli og ikke mindst for demokratiet. Jeg er enormt glad for, at der har været et flertal, der vil hjælpe almindelige mennesker med at spise mindre kød. Det er essensielt for branchen, at vi kan lave produkter, som forbrugerne kender og kan genkende sig selv i," siger Henrik Lund, der er adm. direktør i Naturli' til FødevareWatch.

Ifølge PoliciWatch havde tilhængere af et forbud flere forskellige argumenter for deres holdninger.

"Nogle mener, at det er vigtigt at holde fast i sprogets oprindelige betegnelser og taler om 'kulturel kapring' og andre, at forbrugerne ikke må vildledes og tro, de får en reel bøf med kød i, når de i stedet sætter tænderne i noget lavet af rødbeder eller kikærter," skriver netmediet.

Efter fredagens afstemning er der formentlig udsigt til, at det seneste års ofte livlige debat om emnet kan forstumme, mens Europas vegetariske restauranter og burgerbarer kan glæde sig over, at de slipper for at vride hjernen for at opfinde nye navne til menukortet.

Flere artikler fra samme sektion

Økojord A/S udbetaler for første gang udbytte til aktionærerne

Efter et år med et historisk flot resultat på 3,1 mio. kr. rundede selskabet, der står for opkøb af landbrugsejedomme for Danmarks Økologiske Jordbrugsfond en ny milepæl ved for første gang at levere på tre bundlinjer og udbetale et mindre udbytte til aktionærerne.

16-05-2024 7 minutter

Europæerne spiser mindre og mindre kød

Siden 2019, da kødforbruget toppede, er det faldet godt 1,5 pct. årligt. Især forbruget af grisekød er faldet.

15-05-2024 1 minutter Forbrug,   Statistikker

Det Økologiske Høstmarked er meget mere end et udstillingsvindue

Der er mange grunde til at holde høstmarked, og for flere af de garvede høstmarkedsværter er det vigtigste ikke det ekstra salg, som det populære event skaber i løbet af de to sensommerdage.

15-05-2024 6 minutter