Annonce

Annonce

To køer på et naturareal

Regeringens økonomiindsprøjtning til kvægbranchen overser dyr, som yder naturpleje, mener Økologisk Landsforening. Foto: Colourbox

Regeringens millionindsprøjtning til kvægbønder møder kritik fra økologer

Regeringens økonomiske håndsrækning til kødproducenter overser kvæg, som yder naturpleje, mener Økologisk Landsforening, som flere gange har henvendt sig til ministeriet om problemstillingen.

Regeringen har valgt at hæve slagtepræmien for kvæg med i alt 65 mio. kr. allerede i år. Hensigten er at holde hånden under en branche presset af corona-pandemien, men beslutningen møder kritik fra Økologisk Landsforening (ØL).

Sybille Kyed, foreningens landbrugs- og fødevarepolitiske chef, forklarer, at vægtgrænsen på 160 kg for at modtage præmien er sat så højt, at det i overvejende grad er nødvendigt at fodre dyrene med korn for at opnå den krævede vægt. Dermed spænder regeringen ben for at basere kødproduktionen på græs, da græssende kvæg generelt har svært ved at nå vægtgrænsen.

"Det har både voldt problemer, når vi har skullet skabe grundlag for at beholde jersey-tyrekalvene (langsomt voksende race, red.), og det er et problem for de producenter, der engagerer sig i naturpleje," siger Sybille Kyed.

Finn Tang, formand for ØL's mælkeudvalg, forklarer, at der kan være nogle racekrydsninger, som kan vokse hurtigt nok til at opfylde slagtepræmiens betingelser, men at det er et problem for de små, robuste renracede kvæg. Foreningen har derfor foreslået, at vægtgrænsen sænkes til 130 kg.

"Vores vision for fremtiden er, at der bliver meget mere græsproduceret kød, og det bliver svært at opnå slagtepræmien til det. I stedet præmierer man den intensive produktion frem for den mere klimabevidste og landskabsmæssige produktion," siger han.

Har været i dialog med ministeriet

Sybille Kyed fortæller, at ØL tidligere "gentagne gange" har anbefalet Miljø- og Fødevareministeriet at sætte vægtgrænsen for slagtepræmien ned, men med ministeriets seneste udmelding føler hun ikke, at der er lyttet.

"Det er, som om at det med klima og bæredygtighed bare er noget, vi taler om. Der er ikke et seriøst ønske om at ændre politik. Det er bemærkelsesværdigt, at man bare fortsætter med 'business as usual'. EU-Kommissionen peger selv på, at fremtidig politik, herunder markedsordningerne, skal udnerstøtte den bæredygtige produktion," siger Sybille Kyed.

Slagtepræmien i 2020 var oprindeligt på 180 mio. kr. Med de ekstra 65 mio. kr. kan der uddeles 245 mio. kr. for slagtede dyr i 2020. EU-Kommissionen har accepteret forøgelsen af slagtepræmien for 2020, som Landbrugsstyrelsen udbetaler i foråret 2021.

"Med de 65 mio. kroner holder vi hånden under et erhverv, som er præget på grund af lave priser. Det er helt afgørende, at vi fortsat producerer kvæg i Danmark – det skal de ekstra penge til slagtepræmieordningen være med til at sikre," sagde fødevareminister Mogens Jensen (S) mandag, da nyheden om pengene blev offentliggjort.

Økologisk Nu har bedt om en kommentar fra regeringens fødevareordfører, Anders Kronborg (S), men han har i skrivende stund ikke svaret på vores henvendelse.

Flere artikler fra samme sektion

»Det er nødvendigt for mennesket at genoprette sine bånd til naturen«

To dage om ugen er skoledagen markant anderledes for 21 børn i Chile: De køres til en lille landbrugsskole for at lære om agro-økologi og selvforsyning, og flere lignende initiativer spirer nu frem i landet. Det er noget, myndighederne har bemærket.

16-05-2024 8 minutter Udland,   Uddannelse

For første gang påviser forskere en sammenhæng mellem PFAS i drikkevand og hjertekarsygdomme

Data fra en italiensk region, hvor nogle borgere drak PFAS-forurenet vand og andre ikke gjorde, viser en tydelig sammenhæng mellem PFAS og øget risiko for at dø af hjertekarsygdomme.

15-05-2024 5 minutter PFAS,   Miljø,   Forskning

Åbent brev fra 140 organisationer kritiserer EU's grønne tilbagetrækning

De seneste måneder har EU trukket flere miljø- og klimainitiativer tilbage som reaktion på landbrugets protester. Nu siger adskillige organisationer på tværs af Europa stop.

14-05-2024 3 minutter EU,   Miljø,   Klima,   Natur