Annonce

Annonce

Træer og en sø

I øjeblikket findes der ingen standardmetode, der kan beregne økonomiske og finansielle fordele ved naturbaserede løsninger, og det kan skræmme investorerne væk. Foto: Colourbox

Forskere i Aarhus skal finde værdien af naturbaserede løsninger

Økonomiske gevinster og finansieringsmodeller for naturbaserede løsninger skal dokumenteres i et nyt EU-studie, så endnu flere naturprojekter kan sættes i gang.

Med grønne tage, skovrejsning, stenrev og udplantning af ålegræs tilpasser kommuner og virksomheder verden til klimaforandringerne. Nu skal 15 europæiske organisationer undersøge og dokumentere økonomiske gevinster og finansieringsmodeller for naturbaserede løsninger i et nyt EU-projekt.

”Verden oplever en alvorlig klima- og biodiversitetskrise. Vi kommer til at udvikle en værktøjskasse til investorer – det kan være kommuner, pensionskasser eller private – hvor værdierne ved at anvende naturbaserede løsninger bliver tydeliggjort og dokumenteret,” siger Marianne Zandersen, der er seniorforsker for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet og leder af projektet.

I øjeblikket findes der ingen standardmetode, der kan beregne økonomiske og finansielle fordele ved naturbaserede løsninger, og det manglende kendskab til værdiskabelsen af naturbaserede løsninger kan skræmme investorerne væk. Med det nye projekt skal forskerne derfor skabe et overblik over værdiskabelsen, så investorerne får lettere ved at gennemskue fordelene ved løsningerne.

Den øgede forståelse for løsningernes fordele skal altså både fremme opskaleringen af kommende løsninger og på sigt tiltrække nye investorer. Derudover skal projektet også tjene som grundlag for udviklingen af et marked, der muliggør en større udbredelse af naturbaserede løsninger.

Mere end bare klima

På europæisk plan betragtes de naturbaserede løsninger som vigtige foranstaltninger mod klimaforandringerne. Men de naturbaserede løsninger sætter også fokus på forurening og styrkelse af biodiversiteten. Det betyder, at løsningerne også skaber miljømæssige, sociale- og økonomiske fordele.

Borgere får lettere adgang til naturlignende områder, hvilket kan øge den sociale trivsel og sundhed. Insekter og planter får mere plads, hvorved biodiversiteten kan styrkes. Samtidig kan de enkelte medlemsstater opnå økonomiske fordele ved blandt andet at undgå oversvømmelser og miljøforureninger.

Projektet Invest4Nature begyndte i juli 2022 og er finansieret af Europa-Kommissionen. Projektet ledes af danske forskere, der har modtaget knap 40 mio. kr. i EU-støtte.

Flere artikler fra samme sektion

Det er vigtigt, at landbrugets nyudviklede klimaberegner bliver grundlaget for klimaafgiften

POLITISK KLUMME: Det er helt afgørende, at vores politikere, der skal tage beslutning om klimaafgiften, ved, at de ikke må bruge Svarer-udvalgets klimaregnskab som grundlag for afgiften. Regnskabet er for simpelt, og dermed giver det ikke et retvisende resultat.

03-05-2024 4 minutter Klumme,   Politik

Pesticidfabrik pumper skadelige kemikalier ud i havet

Cheminova har i årevist udledt giftige kemikalier ud i havområder, hvor grænseværdierne for kemikalierne allerede er overskredet. Myndighederne ser igennem fingre med det, selvom det ifølge eksperter er ulovligt.

29-04-2024 4 minutter Miljø,   Pesticider

Økologisk Landsforening frygter, at politikerne har glemt de små landbrug

Økologisk Landsforening har erfaret, at småskalalandbrugene er fraværende i den landbrugs- og veterinæraftale, som politikerne lige nu forhandler om. Stigende gebyrer og et kontrolsystem, der er udformet til storlandbrug, går ud over de små, mener foreningen.

26-04-2024 6 minutter Gårdbutikker & direkte salg,   Politik