40.000 ton mikroplast ender hvert år i landbrugsjord, når landmænd gøder med slam

Op mod 42.000 ton mikroplast ender hvert år på landbrugsjorden rundt om i Europa. Det sker, når landmænd spreder slam som gødning på marken.

Det viser et nyt studie, hvor forskere har målt forekomsten af mikroplast i slam fra et rensningsanlæg i Wales og sammenholdt det med data fra fem andre europæiske studier.

De målte, at hver eneste dag kom op mod 650 mio. mikroplastpartikler mellem én og fem mm igennem det walisiske spildevandsanlæg, som behandler spildevand fra ca. 300.000 borgere. På anlægget endte op mod 24 mikroplastpartikler i hvert eneste gram slam, hvilket betyder, at ca. 1 pct. af slammets samlede vægt udgøres af plast. Forskerne anslår, at der i Europa hvert år bliver produceret mellem 8 og 10 mio. ton spildevandsslam, hvoraf omkring 40 pct. af det spredes på landbrugsjorden - i Danmark er tallet 52 pct.

Det betyder samlet set, at mellem 31.000 og 42.000 ton mikroplastik - eller mellem 86 og 710 billioner mikroplastikpartikler - bliver spredt på landbrugsbedrifterne i Europa hver år.

Mens mikroplasten er i jorden er der både risiko for, at den skader livet i jorden og hæmmer udbytterne. I en kronik om studiet på The Conversation skriver forskerne bag, at mikroplast udvasker giftige kemikalier og transporterer farlige patogener med sig. Desuden har eksperimenter vist, at den hæmmer regnormenes vækst og kan ændre jordens surhedsgrad, hvor porøs den er og dens evne til at holde på vandet. Det påvirker afgrødernes rødder og deres evne til at optage næring.

Manglende lovgivning

Der eksisterer ingen europæisk lovgivning til at begrænse mængden af mikroplast i slam.

»Som det er lige nu vil landejere sandsynligvis fortsætte med at bruge slam som en bæredygtig gødning, på trods af risikoen for at forurene jorden og siden floder og havet med mikroplast,« skriver forskerne.

I et andet nyt studie har forskere fra Department of Biotechnology, Delhi Technological University, New Delhi, Indien, undersøgt, hvad den hidtidige forskning viser om forekomsten af mikroplast i jorden og påvirkningen på omgivelserne.

Forskerne henviser bl.a. til undersøgelser, der tyder på, at afgrøder ligefrem optager den allermindste mikroplast - betegnet som nanoplast - der siden akkumulerer sig i fødekæden for til sidst at ende i mennesker. De kan også se, at en lang række mikrober falder i antal, når mikroplast er til stede i jorden, fordi plasten giver mikroberne oxidative skader.

Plast fra overdækninger

Forskerne peger samtidig på, at en anden stor kilde til mikroplast på landbrugsjorden er landmændenes brug af plastoverdækning, eksempelvis til grønsager og halm. Så snart plasten kommer i kontakt med jorden, vil mikrober begynde at nedbryde den, så fragmenterne bliver til mikroplast.

Det kan imidlertid være, at hjælpen skal komme fra bakterier, svampe eller enzymer, der har vist sig at være i stand til at kunne nedbryde plast, men der er brug for mere viden, påpeger forskerne fra New Delhi.

Nanna B. Hartmann, der er seniorforsker i miljøeffekter af mikroplast og nanomaterialer ved DTU, bekræfter problemstillingen, og at der stadig mangler viden om, hvordan forureningen med mikroplast påvirker os.

»Jeg er bekymret, ud fra den viden vi har om, at mikroplast er så persistent (svært nedbrydeligt, red.). Når det først er i jorden, kan vi ikke rigtig gøre noget for at få det fjernet igen. Dermed akkumulerer det sig i miljøet, og vi kender ikke rigtig konsekvenserne af det, og ud fra et forsigtighedsprincip begynder alarmklokkerne at ringe. Jeg er bekymret for, hvor vi kan ende på lang sigt, for der er ikke nogen tegn på, at denne produktion og spredning af plast er noget, der aftager - tværtimod ser vi en stigende plastproduktion, som vi er nødt til at forholde os til,« siger hun til Økologisk Nu.

Hun nævner dog, at man skal være obs på to faktorer i det britiske studie: Forskerne har kun undersøgt for plastpartikler på over 1 mm (og op til 5 mm), og de har brugt relativt simple metoder til at analysere plasten, hvilket betyder, at der både kan forekomme falsk positive og falsk negative; at man identificerer noget plast, som ikke er der, men samtidig at man risikerer ikke at registrere alt.

Mht. metoder til at få plasten nedbrudt, som omtalt i det indiske studie, er det i en så tidlig fase, at en løsning i fuld skala ikke er lige om hjørnet, fortæller hun:

»Håbet er, at disse metoder en dag kan bruges til at nedbryde plasten i et lukket miljø, inden det bliver spredt.«

ØL: Det må undersøges

Resultaterne gør indtryk på Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening:

»Det må vi se nærmere på. For nuværende har vi forholdt os til, at det på baggrund af danske forsøg, hvor der er udbragt spildevandsslam i mængder svarende til 100 års forbrug ikke er set negativ effekt - heller ikke ved mikroplast. Dog er det selvfølgelig noget, der fortsat skal yderligere belyses. Det er et grundlæggende godt princip at recirkulere, men det er super vigtigt at se på, hvordan vi gør det sikkert, når nu vi omgiver os med mange stoffer, der hverken hører til i naturen eller i vores mad.«

Det europæiske studie er udgivet i tidsskriftet Environmental Pollution, og det indiske i Journal of Applied Biology & Biotechnology.