Annonce

Annonce

Portrætfoto af Per Kølster

Vi erkender åbent, at økologien ikke er i mål, som en endegyldig løsning på en bæredygtig fødevareproduktion. Derfor er vi også åbne for indspark til at udvikle os, skriver Per Kølster i sin leder. Foto: Torben Worsøe

Kritikeres myter om økologi og bæredygtighed understreger foreningens relevans

LEDER: Kritikerne overser bevidst eller ubevidst kompleksiteten, når de med en stærkt forsimplet tilgang sammenligner økologi 1:1 med konventionel produktion og ser bort fra de grundlæggende forskelle, der vil være på den samlede balance mellem husdyr- og planteproduktion i de to landbrugssystemer.

Den dag man ikke længere er i stand til at blive overrasket, er man vel at betragte som død. Det må i så fald betyde, at vi, der arbejder for økologien, er spillevende. For vi var flere, der røg op fra morgenkaffen med overraskende fart og forbløffelse, da professor og centerleder for Life Cycle Engineering ved Syddansk Universitet, Morten Birkved, luftede myter, fordomme og udokumenterede påstande om økologi og bæredygtighed i et interview med Kristeligt Dagblad den 11. oktober.

Han er naturligvis ikke den første, og han bliver næppe den sidste. Og vi lever med, at økologien får en bredside i ny og næ. Det kunne blot være ønskværdigt, hvis det skete med udgangspunkt i konstruktiv kritik, dokumentation og et ønske om at forbedre – ikke at nedbryde.

Vi erkender åbent, at økologien ikke er i mål, som en endegyldig løsning på en bæredygtig fødevareproduktion.

Derfor er vi også åbne for indspark til at udvikle os. Vi må dog også slå fast, at økologien hidtil har udviklet sig på det konventionelle landbrugs præmisser af den simple årsag, at der er grænser for, hvad forbrugerne vil betale for deres fødevarer.

Derfor har Økologisk Landsforening stadig en fælles opgave i at presse på politisk for at skabe ændringer, forny tankesæt og sætte yderligere skub i en udvikling, der vil skabe et helt nyt og bæredygtigt fødevaresystem.

Milepæle er blevet sat i vores udviklingsarbejde gennem mange år. I kender de mest markante af dem. I arbejder selv hver dag med tiltag på bedriften, i virksomheden, i det professionelle køkken og jeres indkøb, der tænker den komplekse helhed ind, som netop ligger i bæredygtighed.

Overraskelsen kommer, når et polemisk angreb usagligt kalder økologi for ”en egoistisk, selvcentreret og navlepillende tankegang”.

Selvom vi har sat de mange milepæle, og selvom økologien politisk har en jævn medvind både nationalt og internationalt, og vi også har forbrugernes gunst, er det fortsat overraskende med den markante mytedannelse, som florerer og bevidst fremsættes om økologi.

Kritikerne ser bevidst eller ubevidst ikke kompleksiteten, når de med en stærkt forsimplet tilgang sammenligner økologi 1:1 med konventionel produktion og ser bort fra de grundlæggende forskelle, der vil være på den samlede balance mellem husdyr- og planteproduktion i de to landbrugssystemer, hvis økologien foldede sig ud i sit fulde potentiale.

Det viser, at vores fælles forening til stadighed har en relevans og en opgave i at blive ved med at kommunikere og vise kompleksiteten og de tydelige sammenhænge, der er mellem økologi og bæredygtighed. Og at bæredygtighed er et mangefacetteret begreb, der nok handler om klima, men også om biodiversitet, dyrevelfærd, rent drikkevand og fødevaresikkerhed, forretningsmodeller og meget mere.

Selvom vi har sat de mange milepæle, og selvom økologien politisk har en jævn medvind både nationalt og internationalt, og vi også har forbrugernes gunst, er det fortsat overraskende med den markante mytedannelse, som florerer og bevidst fremsættes om økologi.

Vi kunne sagtens vælge at blive tvære, irritable eller endda blive helt opgivende. Men vi ved, at det hverken er sjovt eller gavner til at få skabt de livsnødvendige ændringer, som vores fødevaresystem skal undergå nu og i de kommende år.

Økologer får mere blod på tanden, når det lykkes at knække koden og knuse myterne - uden trang til at hovere, men med en ustoppelig trang til at forandre, forbedre og forvente mere af tiden, der kommer.

Flere artikler fra samme sektion

Økologi er en drivkraft i udviklingen af et bæredygtigt fødevaresystem

DEBAT: Med et økologisk landbrug bliver klimabelastningen i dansk landbrug mindre, drikkevandet er ikke længere i risiko for at blive forurenet med sprøjtegifte, risikoen for antibiotikaresistens vil falde dramatisk, og de vilde plante- og dyrearter, som landbruget skal dele arealer med, vil få bedre muligheder.

26-04-2024 6 minutter Debat

Økologiske arealer og økologiske idealer

LEDER: I stedet for at måle landmænds dygtighed i, hvem der kan producere billigst, eller priskrige på billig rødkål og flæskesteg til jul, skal vores målestok være produktion af næringsrige, højværdiprodukter.

26-04-2024 3 minutter Leder,   Økologisk Landsforening

Replik til Fie Graugaard: Arealeffektiv fødevareproduktion gavner klima, miljø og natur

DEBAT: Det er ikke korrekt, når Fie Graugaard hævder, at arealeffektiv produktion ifølge Concito kun kan opnås med brug af pesticider. Der er selvfølgelig flere veje hertil, ikke mindst en kostomlægning til mere planterig kost.

24-04-2024 4 minutter Debat,   Klima,   Pesticider