Budskabet er klart: Stop klimaødelæggelserne, stop overfiskeriet og bundtrawl

Af: Niels Bang Andersen, Frederiksberg

Kære Læsere

I kan måske huske, at jeg tidligere på sommeren viderebragte en kraftig advarsel fra en række dyr om klimaødelæggelserne.

Jeg er nu blevet kontaktet af nogle fisk. Tro det eller ej. På en eller anden måde havde de fået nys om, at landdyrene havde kontaktet mig, og de havde altså også et budskab.

Nogle vil spørge: Er det ikke svært at kommunikere med fisk? Jo, det er det. Meget. Hør her, hvordan det gik.

Jeg var i vandet – nærmere Kattegat - og vel 100 meter ude. Svømmede med hovedet under vand, og her begyndte det. Der kom 5-6 forskellige slags fisk imod mig, stille og rolige, nærmest magisk. Og så var det, at de fik en form for telepatisk kontakt med mig lidt ligesom den anden oplevelse, jeg havde. Men anderledes. Deres talsfisk var en lange, men der var også en rødspætte, en delfin og et par fisk, jeg ikke kender.

Jeg fik selvsagt et chok. Måtte op til overfladen. O.K. – med at opleve sådan noget én gang, men to gange? Vildt - langt ude. Nå – men de havde sagt/kommunikeret: ”Vi kender dig. Vi er dine venner”.

Og nu, lidt skræmmende: ”Kom ned igen, så vi er i øjenhøjde.”

Øjenhøjde!! Hva' fa’en er det for nogle fisk? tænkte jeg,

”Vi er budbringere," svarede de, ”for alle fiskearter i alle verdens have.”

”Vort budskab er: Stop klimaødelæggelserne, stop overfiskeriet og bundtrawl. Temperaturen stiger – det hele er ved at gå bananas.”

Puha, tænkte jeg, de er sgu inde i sagerne.

"Ja, det er vi," svarede talsfisken tilbage.

"Jamen," svarede jeg så: "Sagen er, at jeg ikke tror, jeg har nogen indflydelse på de ting. Jeg sendte budskabet fra dyrene, sammen med de to visuelle billeder af budskabet, men hverken Politiken, Berlingeren, eller Frederiksborg Amts Avis ville bringe det. Og som jeg gættede på, er der ikke noget ministerie, der har henvendt sig for at få malerierne op på væggen."

Fiskene svarede i kor, efter noget der lignede en mindre debat: ”Vi synes, du virker lidt pessimistisk." Og så sang de: ”Hør på os, min ven, hovedet op min ven, det er nu, der skal handles, ikke om fem år, da er det alt for sent."

Det lød som en sang jeg kendte.

De fortsatte i roligere tempo: ”Vi kan ikke klare det mere. Gør noget - I ved, hvad der skal gøres. Hvis aviserne ikke vil bringe budskabet, er det ikke godt. Men du fik budskabet ud alligevel?”

”Jo," svarede jeg, lettere opstemt – "det kom på Økologisk Landsforenings nyhedsmedies hjemmeside. Super flot. Begge visuelle budskaber var med.”

”Kan du gøre det samme for os?" spurgte fiskene; ”Vi var jo ikke rigtig med i den, dyrene lavede. Det kunne vi have koordineret bedre."

"Koordineret bedre? Undskyld mig: hvordan?" spurgte jeg.

”Jo," sagde en af dem så: "Vi har jo vores søstre og brødre hos jer og dermed andre dyr, der lever på landjorden. sølvfisk og guldfisk og mange flere. Vi kommunikerer med dem. Vi planlægger også aktioner – vi vil ikke røbe mere, end at vi på et tidspunkt simpelthen blokerer Suezkanalen, Panamastrædet, Øresund og Store- og Lillebælt permanent. Hvad tror du ikke, det giver af problemer? Vi laver en kæde, en mur af fisk - mange store hvaler er allerede på vej."

"Okay," sagde jeg - det var ved at blive lidt koldt derude: "Jeg er klar ved lærredet kl. 17. Kan vi fange hinanden, er jeg klar med penslerne."

Jeg stod klar kl. 17, og fiskene ”koblede” sig på, og farver og pensler kom i sving.

Der gik vel en times tid, og maleriet var klar. Det er bundvendinger og bundtrawlet, der er i fokus her i området (det vi kalder vores land), forklarede de undervejs. Andre steder, de besøger, er det andre forhold.

Fiskene forsvandt, og nu var det op til mig. Totalt udmattet som sidst dejsede jeg om på sofaen. Der lå en hund - Hannah - som vi passede.

"Er du også med i det her?" spurgte jeg.

"Hva’ tror du?" svarede den.

Hermed er budskabet sendt videre. Håber I tager godt imod det og spreder det ud.