Annonce

Annonce

Julie Henriksen står i en stald med køer

Julie Henriksen koordinerer Økologisk Landsforenings aktiviteter for økologiske mælkeproducenter, der ønsker at arbejde strategisk med køernes holdbarhed og levealder. Foto: Karen Munk Nielsen

Styr den gamle goldko stramt op til kælvning

Fodringsekspert: Skal de økologiske malkekøer leve længere, skal strategien for goldkofodringen være knivskarp.

Flere økologiske mælkeproducenter retter i disse år fokus mod bedre holdbarhed og længere levealder hos malkekøerne i deres besætninger. 

Det er der mange gode grunde til, men uden en skarp strategi for goldkofodringen, risikerer man, at de gode intentioner falder til jorden. Det pointerer fodringsekspert og chefkonsulent i SEGES, Niels Bastian Kristensen.

"En græsbaseret fodring øger alt andet lige risikoen for mælkefeber, og problemet eskalerer med stigende alder hos køerne. Vil man have gamle køer, skal man virkelig optimere på produktionen af foder til goldkøerne," understreger Niels Bastian Kristensen.

Hvordan man griber det an, kan man høre, når Niels Bastian Kristensen holder oplæg om emnet 13. september ved et arrangement hos økologisk mælkeproducent Mikkel Juhl Nielsen på gården Karensminde ved Rønde.

Øget levealder har flere fordele

Bag arrangementet står Økologisk Landsforening og projektet ’Længe leve den økologiske malkeko’.

"Ved at øge køernes levealder i besætningen kan man reducere klimaaftryk og ressourcespild og samtidig opnå bedre dyrevelfærd og bedre økonomi. Men man hæver ikke bare lige køernes alder. Det kræver de rette strategier og tiltag i besætningen. Derfor inviterer vi til denne inspirationsdag hos Mikkel Juhl, som i en årrække har arbejdet med holdbarhed," fortæller projektleder Julie Henriksen, Økologisk Landsforening.

Foruden oplæg fra Julie Henriksen og Niels Bastian Kristensen, vil Mikkel Juhl Nielsen og kvægrådgiver Louise Hilligsøe, ØkologiRådgivning Danmark, præsentere strategier og data fra Karensmindes besætning på 175 økologiske jerseykøer. Strategien for længere levealder er forlænget laktation, der har sænket udskiftningsprocenten til ca. 25.

Alle er velkomne til arrangementet, der begynder kl. 10 og slutter med frokost kl. 13. Prisen for at deltage er 100 kr. pr. bedrift, så det koster ikke ekstra at tage medarbejderne med. Bindende tilmelding skal ske senest 6. september på okologi.dk/goldkofodring.

Flere artikler fra samme sektion

Røde alger kan blive økologiens svar på Bovaer

Ved at tilsætte et mix af forskellige alger til malkekøernes foder, håber forskere fra Aarhus Universitet at kunne opnå samme metan-reducerende effekt, som Bovaer giver i de konventionelle kostalle.

03-05-2024 3 minutter Klima,   Kvæg

Artsrige græsblandinger har flere fordele på de økologiske kvægbedrifter - men hvilke er bedst?

Græsmarksblandinger med en stor diversitet og et balanceret indhold af græs, urter og bælgplanter kan have mange positive effekter, bl.a. kan de sikre stabile udbytter. Nyt projekt vil finde frem til de bedste blandinger.

01-05-2024 3 minutter Kvæg,   Afgræsning,   Biodiversitet

Nyt projekt vil udbrede den bedste praksis for landmandens økonomi

I et nyt projekt vil Innovationscenter for Økologisk Landbrug stille skarpt på landmandens økonomi og afdække, hvilke tiltag på bedrifterne der fører til de bedste resultater på bundlinjen.

01-05-2024 3 minutter Økonomi,   Nyt fra Icoel