Økolog fjerner varmestress hos grise med træer i folden

Der burde egentlig gå op mod 80 søer med deres flok af smågrise rundt på marken. Men den tørre, solbrændte mark ved Brørup er stort set tom.

Den ubarmhjertige sol har fået søerne til at trække ind til deres hytter i skyggen under rækkerne af poppeltræer og deres livgivende skygge, der kan redde liv.

Siden Brian Holm og hans kone Ingeborg Aamand Holm besluttede sig for at plante rækker af poppeltræer og placere hytterne under træerne ved markerne ved deres økologiske grisebesætning, har de stort set helt undgået problemer med varmestress.

»Når det var varmt, oplevede vi, at en del søer fik varmestress, der betød, at de kunne ligge på marken og stønne i varmen. Det gav dem problemer, når de skulle igennem den kraftanstrengelse, det er at føde et kuld grise, og de måtte have hjælp. I dag ligger søerne næsten altid inde under træerne, når det er varmest midt på dagen, og vi ser faktisk slet ingen med varmestress,« forsikrer Brian Holm.

Hver sin parcel

Nogle enkelte søer og deres grise vælter sig i mudderet i deres helt private sølehul.

Hver grisefamilie har sin egen fold på ca. 300 m2 med egen hytte i skygge under træerne, og på den åbne mark i den anden ende af deres parcel har de sølehullet. Marken er delt ind i småparceller med et lavt trådhegn, der betyder, at søerne bliver på deres areal, mens grisene frit kan løbe under og ud blandt de andre smågrise på marken.

»Det er ligesom en stor børnehave, hvor grisen kan rende fra rød til blå stue, som det passer den. Men den vender altid hjem til sin mor igen,« siger Brian Holm.

»Når en so giver mælk, kan den mærke, om der er flere eller færre grise, end der burde være, og så holder den op med at give mælk. Enten indtil alle grise er hjemme, eller til en, der er på besøg, er taget hjem til sin egen mor igen,« forklarer han.

Trykket af varmen

Manglen på nedbør betyder at grisene ikke får så meget føde ud af at rode i jorden, og derfor bliver medarbejderne nødt til at ændre på styrken i den fodersammensætning, søerne får i deres trug. Ellers er det ikke tørken i sig selv, men de høje temperaturer og den stærke sol, der får søerne til at ændre adfærd.

»Søerne har det egentlig slet ikke bedst om sommeren, hvor de bliver sløve. De er mest aktive, når det er omkring 10 grader, og så går de oftere ind til grisene og lader dem patte. Her i varmen går der længere tid mellem, at søerne går ind til deres grise i hytterne, og grisene skal vænne sig til at spise mere hos deres mor, mens det er køligt om aftenen og om morgenen.«

Tilnærmet natur

Grise er et skovdyr, og derfor giver det god mening for Brian Holm at tilstræbe et naturligt habitat, selv om han godt selv er klar over, at der er stykke vej fra søernes 300 m2 med piletræer og mudderhul til et frit liv som vildsvin i en skov.

»Vi prøver på at give dem en form for natur, så de kan tilnærme sig en naturlig adfærd, og jeg synes faktisk, at grisene har taget mod systemet med træerne med bravour,« siger Brian Holm.

»Den første gris, vi lukkede ud på marken, nedstammede fra flere generationer af grise, der var vokset op i en stald af beton. Alligevel var det første, den gjorde, at stikke trynen i jorden og begynde at rode, hvorefter den lagde sig over i sølebadet og tog sig et bad. Det, synes jeg, var imponerende.«

På Ulvehøjgaard får smågrisene lov til at gå minimum 10 uger hos deres mor, før de bliver vænnet fra. Øko-reglerne fra EU siger seks uger, men hos Friland, som aftager deres slagtegrise, er det et krav, at grisene er mindst syv uger gamle, før de bliver vænnet fra. Nogle af de større griseproducenter som Ulvehøjgaard har altså valgt at strække den endnu længere.

Når grisene efter 10 uger bliver skilt fra deres mor, bliver halvdelen sendt ud på specielle marker for slagtegrise, mens resten kommer på stald med adgang til udearealer.

Sprøjtegifte duede ikke

Brian Holm startede som konventionel landmand, dengang økologien ikke var så langt fremme, men valgte hurtigt at begynde omstillingen til økologi.

»Da jeg sad på traktoren og skulle til at sprøjte med kemikalier, duede det bare ikke for os. Det var noget rigtig skidt, kunne jeg mærke.«

Sammen med sin kone begyndte han først at producere ’englandsgrise’ der skulle have mere plads end de konventionelle, men familien manglede stadigvæk at komme af med sprøjten. Derfor slog de til, da de fik mulighed for at levere økologiske grise i 1997. Siden har familien været økologer.

Samtidig opbyggede hans kone Ingeborg Aamand Holm en hønseproduktion, og det var til hønsene, de plantede de første træer.

»Vi så, hvor godt hønsene havde det, og så snakkede vi om, hvordan vi kunne give grisene samme mulighed,« fortæller Brian Holm.

De første træer var piletræer, som de plantede i 2009, men med tiden er det altså blevet systematiseret, så de nye fortrinsvis er poppeltræer plantet i lange rækker på markerne. Fra 2018 er træerne blevet plantet i fire rækker, og hytterne er flyttet fra markerne ind under træerne.

Dyrevelfærd giver menneskevelfærd

»Det er ikke sådan, at vi foregøgler os, at vi har lavet rigtig natur. Det her er en industri med økologisk landbrug, og vi har rigtig mange dyr. Men vi kunne se: »Hold da kæft, hvor det virkede.« Og for os gav det, hvad jeg vil kalde menneskevelfærd. Det var rigtig godt at se på.«

Undervejs har familien på Ulvehøjgaard fundet ud af, at systemet med træerne faktisk også er med til at binde kvælstof og kulstof i jorden, og at det også er godt for biodiversiteten.

»Her er rigtig mange fugle og insekter. Lige nu har vi faktisk et insektnet siddende i træerne fra Københavns Universitet, der undersøger, hvad der er af liv hos sådan en flok grise i træerne i sammenligning med træer uden grise. Det er smadderspændende,« siger Brian Holm og tilføjer:

»For os øger systemet velfærden både hos dyr og mennesker. Og vi tror på, at noget som det her på lang sigt kan blive noget, man stiller som krav: At produktionsdyr, som vi har, skal have en mulighed for en form for mere naturlig adfærd. Og det, vi har, gør mig jo glad i låget.«