Annonce

Annonce

Sybille Kyed i Bruxelles

Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening, påpeger, at Plantefonden er vigtig for landbrugets grønne omstilling. Foto: Hans Christian Jacobsen.

Økologisk Landsforening får vigtig rolle i ny plantefond

Nu bliver den nye plantefond etableret: 675 mio. kr. skal sætte fart i plantemaden, og Økologisk Landsforening er udpeget til at være en af de foreninger, som kan indstille medlemmer til bestyrelsen.

Nu bliver der sat gang i den plantefond, som forligspartierne bag landbrugsaftalen i oktober sidste år blev enige om at få etableret.

Med 675 mio. kr. i ryggen frem mod 2030 skal fonden yde støtte til forskellige formål såsom udvikling af sorter, dyrkning, forarbejdning, salgsfremme, eksportfremme, uddannelse og vidensformidling.

Noget af det første, der skal sættes flueben ved i opstartsfasen, er at få samlet en bestyrelse, og her er Økologisk Landsforening valgt som en af de organisationer, der kan indstille medlemmer til bestyrelsen. Det er så op til fødevareminister Rasmus Prehn (S) at udpege de 10 medlemmer til bestyrelsen samt en formand, der udpeges for fire år.

"Vi er i Økologisk Landsforening rigtig glade for, at der kommer en fond for plantebaserede fødevarer. Det er et initiativ, vi selv har presset på for politisk. Derfor er vi selvfølgelig også glade for at være blandt dem, der kan indstille et medlem til bestyrelsen. Plantefonden skal være med til at sætte et vigtigt præg på fremtidens landbrug. Med omlægning til økologi er vi afhængige af at skulle fremstille mange flere planteprodukter. Plantefonden har sat som mål, at mindst halvdelen af fondens midler er øremærket til økologi. Vi ser det som et vigtigt skridt på vejen for en grøn omstilling af landbruget, der også lever op til de økologiske mål og principper," siger Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening.

Plantefondens bestyrelse

Disse organisationer kan indstille medlemmer til bestyrelsen:

  • Landbrug & Fødevarer
  • Økologisk Landsforening
  • Plantebranchen
  • Fødevareforbundet NNF
  • Dansk Industri
  • Dansk Vegetarisk Forening
  • Klimabevægelsen
  • Forbrugerrådet Tænk
  • Klimarådet
  • Dansk Erhverv

"Hamrende vigtigt for udviklingen"

Plantefonden skal grundlæggende bidrage til, at den danske fødevareproduktion og -forbruget bliver mere klimavenligt. Ifølge en pressemeddelelse fra Fødevareministeriet går 60 pct. af Danmarks areal til landbrugsmarker, og 70 pct. af dem bruges til at producere foder til dyrene.

'Det betyder, at langt størstedelen af de afgrøder, der dyrkes, skal igennem en ko, en gris eller et andet landbrugsdyr, før de ender som madvarer i køledisken. Den nye plantefond skal sikre flere investeringer til plantebaserede fødevarer, som er langt mindre klimabelastende,' skriver ministeriet i meddelelsen.

"Klimaklokkerne har ringet ind for længst. Vi må og skal gøre noget ved vores fødevareproduktion, hvis vi skal i mål med den grønne omstilling. Derfor skal Danmark have førertrøjen på, når det handler om plantebaserede fødevarer. Efterspørgslen efter plantebøffer og havredrik stiger både herhjemme og i udlandet. Så der er både et marked i massiv udvikling og en stor klimagevinst at hente, hvis vi i Danmark begynder at producere flere plantebaserede fødevarer. Der er aldrig blevet brugt så mange penge på plantebaserede fødevarer, som der bliver med plantefonden. Det er hamrende vigtigt for udviklingen mod et grønnere landbrug i Danmark," udtaler Rasmus Prehn.

Fonden finansieres ved at omprioritere midler fra Promilleafgiftsfonden for landbruget. Man vil kunne søge gennem årlige ansøgningsrunder, og alle oplysninger vil fremgå af fondens hjemmeside, der forventes åbnet i starten af 2023.

Bag landbrugsaftalen står Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne.

Bestyrelsens sekretariat vil blive placeret i Landbrugsstyrelsen.

Flere artikler fra samme sektion

Samtlige partier har stemt for at forbyde pesticider i bestemte områder

Ingen partier stemte imod lovforslaget om at forbyde pesticider i områder, hvor drikkevandet er i særlig risiko for at blive forurenet.

21-05-2024 3 minutter Miljø,   Drikkevand,   Pesticider

»Det er nødvendigt for mennesket at genoprette sine bånd til naturen«

To dage om ugen er skoledagen markant anderledes for 21 børn i Chile: De køres til en lille landbrugsskole for at lære om agro-økologi og selvforsyning, og flere lignende initiativer spirer nu frem i landet. Det er noget, myndighederne har bemærket.

16-05-2024 8 minutter Udland,   Uddannelse

For første gang påviser forskere en sammenhæng mellem PFAS i drikkevand og hjertekarsygdomme

Data fra en italiensk region, hvor nogle borgere drak PFAS-forurenet vand og andre ikke gjorde, viser en tydelig sammenhæng mellem PFAS og øget risiko for at dø af hjertekarsygdomme.

15-05-2024 5 minutter PFAS,   Miljø,   Forskning