Annonce

Annonce

Drikkevand fra vandhane

Kortlægningen viser, at bl.a. spøgelsesbrønde, manglende drikkevandsbeskyttelse i bestemte områder og mangel på viden er på listen over udfordringer for grundvandet. Foto: Colourbox

Grundvandet er under pres fra flere sider

En ny kortlægning fra Miljøministeriet viser, at grundvandet trues fra flere forskellige sider. Miljøministeriet oplyser, at arbejdet for at beskytte vores drikkevand er i fuld gang.

I det nationale overvågningsprogram kaldet GRUMO er der i perioden 2018-2020 fundet pesticidrester i 61 pct. af de undersøgte målinger af grundvandet. I 30 pct. af målingerne var fundet af pesticider over kvalitetskravet til drikkevand.

Rester af pesticider er dog ikke det eneste, der truer kilden til rent vand i hanerne. Vores grundvand er nemlig under pres fra flere forskellige sider ifølge en ny kortlægning, som Miljøministeriet for nylig har offentliggjort.

Kortlægningen viser, at bl.a. spøgelsesbrønde, manglende drikkevandsbeskyttelse i bestemte områder og mangel på viden er på listen over udfordringer for grundvandet.

”Det er tydeligt, at vores grundvand er under pres. Vi har en politisk opgave i at sørge for at sikre rent drikkevand til fremtidens generationer, så man også i fremtiden trygt kan drikke det vand, der kommer ud af hanen. Og for at løse den opgave er det vigtigt at vide præcis, hvor skoen trykker, så vi kan tage fat de rigtige steder,” siger miljøminister Lea Wermelin (S) i en pressemeddelelse.

Arbejdet er i gang

Flere af udfordringerne, som kortlægningen har identificeret, er allerede i gang med at blive løst ifølge Miljøministeriet. Blandt andet er der afsat 170 mio. kr. til en drikkevandsfond på årets finanslov, der gør det muligt for kommuner og vandforsyninger at søge penge til eksempelvis at sløjfe spøgelsesbrønde og opkøbe jord, hvor der f.eks. kan rejses skov, der beskytter grundvandet under jorden.

Desuden landede der tidligere i år en ny sprøjtemiddelstrategi 2022-2026 med et budget på 368 mio. kr., hvor kontrollen med ulovlige sprøjtemidler bliver styrket, og det blev aftalt, at pesticidafgiften omlægges, så de pesticider, der belaster allermest, bliver dyrere.

”Kortlægningen viser, at der er mange af udfordringerne, som vi allerede er godt i gang med at håndtere. Alene i år er et bredt flertal i Folketinget blevet enige om en ny sprøjtemiddelstrategi, og vi har sat den nye drikkevandsfond i gang. Men beskyttelsen af drikkevandet løser vi ikke på én dag. Det er et langt sejt træk. Jeg er glad for, at vi med årets finanslovsaftale har fået igangsat så mange initiativer på drikkevandsområdet, som vi har, men arbejdet er bestemt ikke slut,” siger miljøminister Lea Wermelin. 

Sidste massescreening i år

De såkaldte massescreeninger, som er et supplement til den gængse grundvandsovervågning, nævnes også som en af de igangværende indsatser til at løse de problemer, der fremgår af den nye kortlægning. I år gennemføres den sidste af fire massescreeninger af grundvandet, der indtil videre har ført til fund af 12 nye sprøjtemiddelrester, som nu er føjet til listen, som vandværkerne skal kontrollere deres drikkevand for.

I marts i år blev nogle af resultaterne fra de allerede udførte massescreeninger offentliggjort, som bl.a. viste fund af nedbrydningsproduktet LM6, der stammer fra et nu ulovligt ukrudtsmiddel. I første omgang var udmeldingen, at stoffet var fundet i så store mængder, at det kunne være skadeligt for små børn, men Miljøstyrelsen har efterfølgende hævet grænsen for, hvor meget børn kan tåle af stoffet, så der ikke længere er en sundhedsrisiko for små børn.

Flere artikler fra samme sektion

EU-kommissær vil ikke ændre antibiotikaregler

EU vil ikke ændre eller dispensere for reglerne om veterinære lægemidler trods dansk bekymring for stigende antibiotikaforbrug. Det viser en aktindsigt, som Maskinbladet har fået.

09-08-2022 2 minutter EU

Miljøstyrelsen giver dispensation til brugen af endnu et forbudt pesticid

Danske landmænd må i en periode i år bruge pesticidet pyraflufen-ethyl i kartofler, selv om det ikke er godkendt. Miljøstyrelsen har nemlig endnu en gang givet dispensation til brug af et ellers forbudt pesticid.

12-07-2022 3 minutter Pesticider

Dyrevelfærd i økologien: Der er fortsat plads til forbedring

Økologisk Landsforening har talt varmt for at sende dyr ud på græs og give dem rum til at udleve en mere naturlig adfærd. Udelivet rummer dog også farer for dyrene.

05-07-2022 9 minutter Dyrevelfærd