Annonce

Annonce

Formand for Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard

Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer, giver sin fulde opbakning til ukrainerne og påpeger, at der kan være hjælp at hente, hvis medarbejderne er dækket af en sundhedsforsikring. Foto: Niels Hougaard

L&F vejleder landmænd i at støtte ukrainske medarbejdere

Mange ukrainske medarbejdere i dansk landbrug er naturligt dybt berørte af krigen i hjemlandet. Derfor hjælper L&F sine medlemmer til at håndtere den vanskelige situation. Der kan desuden være hjælp at hente, hvis man har en sundhedsforsikring for ens ansatte.

Landbrug & Fødevarer opfordrer landmænd til at støtte de ukrainske medarbejdere, som står i en vanskelig situation på lang afstand af venner og familie i deres hjemland, der er under massive angreb fra Rusland.

Erhvervsorganisationen har derfor samlet information på sin hjemmeside, der kan hjælpe landmændene med at håndtere situationen.

Formand Søren Søndergaard påpeger i et nyligt udsendt medlemsbrev, at medarbejdere har mulighed for at få psykologisk krisehjælp, hvis man har tegnet en sundhedsforsikring gennem Landbrug & Fødevarer. Andre sundhedsforsikringer for ansatte kan have lignende ydelser, man kan gøre brug af.

Søren Søndergaard giver samtidig sin fulde opbakning til ukrainerne i medlemsbrevet:

”I dansk landbrug har vi et særligt tæt forhold til Ukraine. Over 6.000 dygtige ukrainske medarbejdere er hver dag med til at sikre danske bedrifters produktion – de udgør en fjerdedel af den internationale arbejdskraft i dansk landbrug. Jeg hører igen og igen fra danske landmænd, at de ukrainske medarbejdere er pålidelige, dygtige og værdsatte medarbejdere, der i dagligdagen er med til at gøre en stor forskel – og er med til at skabe liv i vores landdistrikter. Tak til alle."

Ifølge LandboSyd har nogle medarbejdere desuden valgt at rejse tilbage til Ukraine for at forsvare landet, mens andre overvejer det. Direktør for Landsforeningen Danske Svineproducenter Per Bardrum tilskynder i den forbindelse, at man viser forståelse, selvom det påvirker arbejdet på gårdene.

”Vi har på bedrifterne mange medarbejdere fra krigsramte Ukraine og må som arbejdsgivere vise forståelse for den vanskelige situation, som de og deres familier er bragt i. Vi kan forvente, at en del af de våbenføre unge mænd føler en pligt og et ansvar for at rejse hjem og forsvare deres land. Det må vi også i lyset af vores egne virksomheders drift være lydhøre og vise forståelse for,” skriver Per Bardrum til medlemmerne af Danske Svineproducenter.

Som arbejdsgiver/leder kan du støtte og drage ekstra omsorg for dine ukrainske medarbejdere. Blandt andet kan du være ekstra opmærksom på følgende:

  • Acceptér, hvis det er svært at fokusere på arbejdet, og at arbejdet går lidt langsommere end normalt.
  • Vær large med brug af telefon. Medarbejderne kan have brug for at kontakte deres familier i Ukraine.
  • Opfordr medarbejderne til at dele deres bekymringer.
  • Hav forståelse for medarbejdernes evt. frustration over, at de er langt væk fra deres familier, som kan stå i en potentiel farlig situation.

Kilde: Landbrugsinfo.dk

Flere artikler fra samme sektion

Dronehyrden hjælper landmanden

I takt med at naturområderne til afgræsning vokser, opstår der behov for at finde nye metoder til overvågning af de græssende dyr. Alene i år er der hos landbrugsstyrelsen søgt om tilskud til at omlægge 10.000 ha til afgræsning. Lige nu tester 10 landmænd hvordan droner fungerer som en lille hjælper – en slags flyvende hyrde.

18-04-2024 7 minutter Biodiversitet

Truslen er blevet mindre, så nu må hønsene atter komme ud

Risikoen for fugleinfluenza er faldet. Derfor ophæver Fødevarestyrelsen nu kravet om, at gæs, høns, ænder og kalkuner skal være under tag eller lukket inde.

17-04-2024 2 minutter Fugleinfluenza,   Æg og fjerkræ

Fødevareministeriet slår fast: Solcelleparker er økologiske og kan få økostøtte

Mange solcelleparker får økologistøtte, selv om de ofte drives af konventionelle. Samtidig hjælper de regeringen med at nå målsætningen for det samlede øko-areal.

17-04-2024 4 minutter Tilskud