Annonce

Annonce

En gris svinger sin hale

Forskere har observeret, at grisens krølle på halen især ses, når dyrene er i bevægelse, som der jo er god mulighed for i udendørsmiljøet. Men halen behøver ikke nødvendigvis være krøllet, bare fordi en gris oplever noget positivt. Foto: Colourbox

Halen fortæller, at grisen er glad for udelivet

Et nyt studie har undersøgt sammenhængen mellem frilandsgrises halepositioner og grisenes adfærd. »Hvad grisen fortæller med halen er altså en kompleks sag,« siger en forsker.

Den krøllede grisehale er for mange danskere et positivt tegn. Men grisene har mange forskellige halepositurer, og ikke kun den krøllede hale fortjener fokus.

Det forklarer Mona Lilian Vestbjerg Larsen til magasinet Økologisk. Hun har en ph.d.-grad og forsker i grises adfærd ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet.

Hun understreger, at man ikke ved med sikkerhed, hvordan grisene bruger halen i deres kommunikation.

»Men der må være en mening med de mange positioner, grisenes haler kan være i. Vi ved generelt mere om de halepositioner, der viser ubehag hos grisene, såsom når grisen gemmer halen imellem benene. Men andre halepositioner fortjener også vores opmærksomhed,« siger hun og henviser til et nyt studie lavet på frilandsgrise af forskere fra Polen og Storbritannien og offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Animal i april i år.

Knap 5.000 observationer

I studiet zoomede forskerne ind på sammenhængen mellem frilandsgrises haler og grisenes adfærd.

I artiklen skriver forskerne, at studiet bygger på næsten 5.000 observationer, og at grisenes haler var i en fuldt krøllet position i 29 pct. af tilfældene samt i en halvkrøllet position i 30 pct. af tilfældene.

Halerne var desuden aktivt hængende i 35 pct. af tilfældene. Det vil sige, at frilandsgrisenes haler i 94 pct. af tilfældene var i positioner, der kan tolkes som positive. Halerne kun var gemt imellem benene i 0,5 pct. af tilfældene.

Krøllen på halen var der især, når dyrene var i bevægelse, som der jo er god mulighed for i udendørsmiljøet. Når dyrene havde en adfærd, der kan tolkes som positiv, var halen for det meste aktivt hængende. Det var for eksempel, når grisene rodede i jorden og havde social kontakt med andre grise.

»Hvad grisen fortæller med halen er altså en kompleks sag. Halen skal ikke nødvendigvis være krøllet, før grisen viser, at den har det behageligt i situationen. Og hvad, grisen fortæller med halen, kan også afhænge af for eksempel dens alder og dagens vejr. Det er helt sikkert noget, vi skal undersøge nærmere i fremtiden for at få den fulde historie fra grisen,« siger Mona Lilian Vestbjerg Larsen.

Flere artikler fra samme sektion

Der er penge i at planlægge sin mark i god tid

FAGLIGT TALT: Det er nu, man skal følge op på 2022-sæsonen og vurdere, hvad man skal arbejde med, inden næste sæson begynder.

05-07-2022 3 minutter Fagligt talt,   Planteavl

Økologisk gods på Djursland viser, hvordan naturhensyn i landbruget øger biodiversiteten

Stenalt Gods, der har været drevet økologisk i snart 25 år, tager særlige hensyn til insekterne og fuglene, og det kan ses på dyrelivet.

04-07-2022 2 minutter Nyt fra Icoel,   Biodiversitet,   Natur

Nyt værktøj skal udvikle bæredygtig griseproduktion

KRONIK: Økologiske landmænd vil gerne bidrage med mindre drivhusgasproduktion, og en af måderne at gøre det på er at bruge foder med et mindre klimaaftryk.

29-06-2022 4 minutter Nyt fra Icrofs,   Kronik,   Svin