Annonce

Annonce

En flok grise på friland

De økologiske søer har mulighed for at bevæge sig mere i det fri, hvilket styrker deres benmuskulatur, og de har generelt bedre plads til at trække sig fra en kamp om rang i flokken end konventionelle søer. Arkivfoto: Morten Telling

Dødeligheden blandt økologiske søer er meget lavere end blandt de konventionelle

Dødeligheden blandt søer i den danske svineproduktion er steget til rekordniveau, men ser man kun på de økologiske søer, er historien en helt anden. Pattegrisedødeligheden i økologi er dog højere, men en ekspert forventer et fald på grund af nye avlslinjer.

I 2020 tangerede dødeligheden blandt søer i den danske svineproduktion rekorden fra 2008: 15,1 pct. - eller 156.285 - af søerne blev enten fundet døde eller aflivet, før de nåede til slagtningen. I 2021 steg dødeligheden så til et rekordniveau på 16,1 pct. ifølge et notat fra Seges.

Til gengæld ser udviklingen anderledes ud i den økologiske produktion. Der er ikke tal for 2021, men tal for 2020 viste et fald i forhold til året før fra 10 pct. til 7,5 pct., og ser man på de seneste ti år - fra 2011-2020 - har tallet ligget stabilt omkring de 7 pct., hvor det højeste niveau blev nået i 2019 med de 10 pct., og det laveste lå på 5 pct. i 2011.

Tallene skal dog tages med et vist forbehold, fordi der er så få økologiske besætninger på landsplan - omkring 40 af dem har over 50 søer, og blot 15 af besætningerne indgår i de seneste tal. Der er dog flere faktorer, der understøtter, at dødeligheden blandt søer vil være lavere i økologien end i den konventionelle produktion, fortæller Hanne Kongsted, der er forsker ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet.

"De økologiske søer har helt andre opstaldningsforhold. Noget af det, der giver høj dødelighed i den konventionelle produktion, er slåskampe, der fører til ben- og klovproblemer, hvor søerne af og til ender med at blive aflivet. Slåskampe opstår i drægtighedsperioden på grund af uhensigtsmæssigt indrettede stalde, der ikke tager hensyn til søernes naturlige adfærd, og fx har for lidt plads til, at en so nemt kan trække sig tilbage fra en hierarkisk kamp. Der er også af og til problemer med glatte gulve og spaltegulve, hvor klovene kan hænge fast i de konventionelle systemer," forklarer Hanne Kongsted.

Bedre plads og grovfoder

Omvendt har de økologiske søer mulighed for at bevæge sig mere i det fri, hvilket styrker deres benmuskulatur, og de har generelt bedre plads til at trække sig fra en kamp om rang i flokken. Desuden giver græs som underlag et bedre fodfæste end et glat betongulv, og der er ikke meget jern, som søernes klove kan hænge fast i.

"Der er grundlæggende faktorer, der taler for, at det er meget sandsynligt, at færre søer skal aflives i økologien på grund af benproblemer, og det er der også et vist belæg for i litteraturen," siger Hanne Kongsted.

Hun vurderer også, at den højere andel af grovfoder i økologien er med til at presse dødeligheden ned, fordi det kan hjælpe med at forebygge mavesår.

Noget andet - og Hanne Kongsted understreger, at det er mere spekulativt - kan være, at søerne i økologien ikke er så pressede på ydelsen.

"Økologiske søer får lov til at gå betydeligt længere tid med deres grise - i mindst syv uger, hvor det er fire uger i det konventionelle. De konventionelle søer bliver hyppigere brugt som ammesøer, hvilket ikke er lige så udbredt i økologien - især ikke efter at økologerne i stort omfang er begyndt at bruge TN70-søer," siger hun.

Højere dødelighed blandt pattegrise

TN70-søer er de seneste par år blevet mere og mere udbredt i den økologiske produktion i Danmark. Med denne avlslinje får søerne færre og større grise, og de har gennemsnitligt to patter mere end de konventionelle søer. At soens højere antal patter gør, at den kan passe sine grise selv, reducerer behovet for ammesøer. Desuden vil større pattegrise ved fødslen sænke risikoen for, at de bliver klemt ihjel, hvilket er den væsentligste årsag til pattegrisedødelighed i økologien.

Hanne Kongsted forventer, at den nye avlslinje i fremtiden vil føre til en lavere dødelighed blandt økologiske pattegrise, men det er endnu på så tidligt et stadie, at der ikke foreligger data til at underbygge tesen:

"Jeg forventer, at pattegrisedødeligheden i økologien vil falde, ud fra den logik at grisene simpelthen er større, når de bliver født. Når man generelt har større og mere livsduelige grise, kan de bedre komme væk fra soen, så de ikke bliver klemt, og de passer formentlig bedre til det økologiske liv. Jeg ser det også som en fordel for et økologisk system med en so, der selv kan opfostre sine grise."

Netop pattegrisedødeligheden i økologien er højere end i den konventionelle produktion. Godt nok ligger der ikke så mange data på netop dette i økologien, men et studie fra 2015 viste en gennemsnitlig dødelighed på 29 pct. – med stor variation mellem besætningerne på mellem 21 og 40 pct., hvilket er næsten seks procentpoint højere end den gennemsnitlige dødelighed i hele svineproduktionen på 23,4 pct.

Flere artikler fra samme sektion

Der er penge i at planlægge sin mark i god tid

FAGLIGT TALT: Det er nu, man skal følge op på 2022-sæsonen og vurdere, hvad man skal arbejde med, inden næste sæson begynder.

05-07-2022 3 minutter Fagligt talt,   Planteavl

Økologisk gods på Djursland viser, hvordan naturhensyn i landbruget øger biodiversiteten

Stenalt Gods, der har været drevet økologisk i snart 25 år, tager særlige hensyn til insekterne og fuglene, og det kan ses på dyrelivet.

04-07-2022 2 minutter Nyt fra Icoel,   Biodiversitet,   Natur

Nyt værktøj skal udvikle bæredygtig griseproduktion

KRONIK: Økologiske landmænd vil gerne bidrage med mindre drivhusgasproduktion, og en af måderne at gøre det på er at bruge foder med et mindre klimaaftryk.

29-06-2022 4 minutter Nyt fra Icrofs,   Kronik,   Svin