Annonce

Annonce

Ny afdeling med brød og kager hos Q8

Beslutningen om at introducere 23 økologiske produkter fra Meyers bagerier sker som led i Q8-stationernes forberedelse til en snarlig fremtid, hvor der bliver tanket mere strøm end benzin på kædens 108 servicestationer. Pr-foto: Meyers

Tank benzin og økologisk bagværk hos Q8

Udrulningen af et nyt sortiment af økologisk bagværk til alle landets Q8-tankstationer går efter planen, og kunderne tager godt imod Meyers brød og kager.

Det er nu en måned siden, at de første økologiske ølandsboller og hindbærsnitter fra Meyers blev lanceret hos to sjællandske Q8-tankstationer. Siden er det økologiske brød- og kagesortiment blevet indført på mange af kædens 107 servicestationer, og inden 24. juni skal det være på plads i alle kædens butikker, oplyser benzinselskabet.

”Jeg har ikke et præcist tal på, hvor mange af vores servicestationer, som på nuværende tidspunkt kan tilbyde det nye sortiment, men udrulningen går planmæssigt, og generelt har vi fået meget positive tilbagemeldinger fra kunderne,” siger Marie Lund, kommunikationschef hos Q8 Danmark, der er en del af OKQ Scandinavia, som driver et af Nordens største brændstof- og energivirksomheder med over 1000 stationer.

Q8's nye bagværk

Det nye økologiske brød- og kagesortiment fra Meyers omfatter:

  • kanelsnurre
  • græskar bolle
  • croissant m/chokolade
  • høj snegl
  • sukker snegl
  • croissant
  • tebirkes
  • ølandsbolle
  • rustik håndværker
  • håndværker lys
  • sesambolle
  • müslibolle
  • tebolle
  • hvedebrød
  • citronkage
  • hindbærsnitte
  • chokolade cookie
  • brownie m/saltkaramel
  • træstamme
  • kokostop
  • romkugle m/krymmel
  • scones m/chokolade
  • rugbrød m/topping

Frem mod 2026 etablerer den danske gren af koncernen et netværk af lynladere til elbiler, og beslutningen om at indføre mere økologi i foodsortimentet bunder dels i en generel ambition om at nedbringe miljøpåvirkningen, dels i ønsket om at blive mere attraktiv for det voksende antal kunder med elbiler, som i fremtiden får lidt ventetid på landets tankstationer, mens bilerne lades op.

Kunderne synes, at det er spændende med et økologisk sortiment og de to første uger havde vi rekordsalg i kategorien.

— Marie Lund, kommunikationschef Q8 Danmark

”En del af Q8´s strategi er at øge vores food-forretning. Vi vil være danskernes foretrukne stop på farten, og det kræver, at vi kan tilbyde høj kvalitet og muligheden for at tage et bevidst valg. Derfor er vi meget stolte over at kunne præsentere et nyt samarbejde med Meyers, hvor vi skifter hele vores sortiment af bagværk ud med økologiske varianter fra Meyers,” siger retail-direktør i Q8 Danmark, Helle Dahlgren Skov i forbindelse med lanceringen.

I øjeblikket rejser et team rundt i landet for at uddanne personalet i, hvordan de skal håndtere de forskellige bakeoff-produkter fra Meyers.

”Meyers har en unik position og faglighed inden for brød og bagning. Med partnerskabet bliver vi den største kæde med 100 procent økologisk morgenbrød og kage. Dermed hæver vi barren for hverdagens bagværk for rigtig mange mennesker i hele landet,” siger Helle Dahlgren Skov.

To uger med rekordsalg

Ca. hver syvende Q8-kunde køber bagerivarer, og Q8 oplever, at danskerne i høj grad efterspørger kvalitetsprodukter og økologi, og interessen for de nye produkter bekræfter en tendens i retning af, at flere og flere interesserer sig for, hvad de stopper i munden.

”Kunderne synes, at det er spændende med et økologisk sortiment og de to første uger havde vi rekordsalg i kategorien,” siger Marie Lund, som oplyser, at over halvdelen af Q8’s foodsortiment nu er økologisk.

”Men vi så allerhelst, at 100 pct. af varerne var økologiske.”

Kanelsnurrer, som er et af Meyers signaturprodukter, er blandt de 23 økologiske boller, brød og kager, som skal være med til at gøre Q8 til danskernes foretrukne valg, og kunderne tager godt imod det nye initiativ, oplyser Q8
Kanelsnurrer, som er et af Meyers signaturprodukter, er blandt de 23 økologiske boller, brød og kager, som skal være med til at gøre Q8 til danskernes foretrukne valg, og kunderne tager godt imod det nye initiativ, oplyser Q8. PR-foto: Q8

Udover det økologiske bagværk fra Meyers rummer sortimentet i Q8-butikkerne en række andre økologiske produkter som sandwichbrød, et udvalg af frugt og grønt og mejeriprodukter, og der er mere på vej, oplyser Marie Lund.

Behov for bedre mad på farten

Økologi er en af hjørnestenene i Meyers bæredygtighedsstrategi, og selskabet har i mere end 30 år arbejdet for at fremme kvaliteten i den danske madkultur, og parløbet med Q8 repræsenterer en unik mulighed for at drive den dagsorden videre:

”At kunne nå tusindvis af bilister og lokale handlende på tankstationer landet over bidrager direkte til vores mission om at få endnu flere til at opleve glæden ved godt bagværk og gedigne økologiske råvarer," siger direktør for Meyers Food & Retail, Anne Luise Deleuran.

I Økologisk Landsforening vækker det nye initiativ begejstring hos Torben Blok, markedschef for foodservice:

”Det er meget positivt, at Q8 går foran og vælger at tage flere økologiske varer ind, og jeg ser frem til, at den tendens spreder sig til diverse frokostløsninger og frugt og grønt-kategorien,” siger Torben Blok, som opfordrer landets øvrige benzinselskaber og kioskkoncepter til at følge i Q8’s fodspor.

Set fra hans skrivebord i Agro Food Park er økologiens indtog hos benzinselskaberne en naturlig konsekvens af, at landets servicestationer efterhånden har udviklet sig til hybrider af spisesteder og service-hubs.

"Danskerne har i forvejen verdens største forbrug af økologi, og det nye sortiment er det logiske svar på, at flere og flere spiser på farten."

Flere artikler fra samme sektion

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events

Økologisk Landsforening kæmper for, at æg ikke længere skal stå på køl - Danske Æg kæmper imod

Økologisk Landsforening ønsker et opgør med kravet om, at æg skal på køl, men hos Danske Æg vil man fastholde det.

15-04-2024 8 minutter Æg og fjerkræ,   Forbrug,   Detailhandel