Annonce

Annonce

Risblandinger med bælgfrugter på hylde i Bilka

Risblandingerne fra Nordic Food Partners gør det nemt for forbrugerne at snige bælgfrugterne ind i kosten, og selskabet har flere lignende produkter i pipelinen. Foto: Jakob Brandt

Ros til ris der er blandet med korn og bælgfrugter

Salling Group sælger økologisk ris, som er blandet med bælgfrugter og korn for at spore kundernes smagsløg ind på en sundere og mere plantebaseret kost.

Vi skal spise mere grønt, men flere undersøgelser viser, at flertallet af danskerne stadig har vanskeligt ved at integrere bælgfrugterne i deres daglige kost. For at hjælpe de grønne proteiner lidt på vej lancerede Salling Group før årsskiftet tre forskellige blandinger af økologiske ris, korn og bælgfrugter.  

”Basmatiris med quinoa og perlebyg”, hedder den bedstsælgende blanding. Navnet lyder mest af alt som en klimavenlig ret i en af de mange vegetariske og veganske kogebøger, som de danske forlag gennem de seneste år har tæppebombet landet med.

Men ifølge Liselotte Kristoffersen, kategorichef for kolonial i Salling Group, behøver kunderne ikke at investere i en kogebog for at finde ud af, hvordan man kan bruge risblandingerne.

”Alle ingredienserne i posen skal bare koges under låg i 12 minutter og derefter stå i 10 minutter, inden de kan bruges som tilbehør til mange forskellige retter og i salater,” forklarer hun om poserne, hvor især de røde splitlinser og rød quinoa sætter kulør på den færdige risblanding.

Trods farvespillet og det store røde ØKO på fronten af poserne, har de endnu ikke fanget alle kundernes opmærksomhed.

”Poserne er ikke hurtigløberne på hylderne, men de er vores forsøg på at få flere bælgfrugter ind i danskernes hverdagskost,” siger Liselotte Kristoffersen.

Hun oplyser, at det især er de bevidste forbrugere, som i forvejen går op i sundhed og bæredygtighed, der køber de nye blandinger. Det er derfor ikke tilfældigt, at de er lanceret under økologiserien ”Salling ØKO”, som netop henvender sig kunder, der har taget et bevidst valg.

”For os er det et spørgsmål om få flere sunde råvarer ind i madlavningen på en let og hurtig måde. Det er klart, at de sælger mindre end almindelig ris, men vi kan se en positiv trend i salget, og kunderne har taget godt imod varerne,” siger Liselotte Kristoffersen.

Salgsfremgangen kommer ikke bag på Birgitte Jørgensen, markedschef for detail i Økologisk Landsforening, som løbende holder godt øje med, hvad der sker ude på butikshylderne i de danske dagligvarekæder.

”Jeg synes, at Salling Groups risblandinger er en god måde at bidrage til at øge kendskabet til bælgfrugter. Det virker lidt som at putte flere grøntsager i kødsovsen,” siger Birgitte Jørgensen, der betegner risblandingerne som endnu et lille af mange nødvendige skridt på vejen mod en grønnere kost i de private husholdninger.

”Vi oplever, at salget af bælgfrugter vokser lige så stille, men der er helt sikkert plads til flere produkter, der gør det nemmere for forbrugerne at smage bønner og linser.”

Flere produkter er på vej

De nye risblandinger er udviklet i samarbejde mellem Salling Group og Nordic Food Partners A/S som ligger lidt udenfor Skive. Her har selskabet samlet administration og pakkeri og driver Europas eneste rismølle, som er 100 pct. dedikeret til forarbejdning af økologiske fødevarer, og salgsdirektør Thomas Frey oplyser, at virksomheden arbejder på at udvikle flere lignende produkter.

”Vi har netop overtaget et pakkeri i Skive, som gør det muligt for os at pakke endnu flere blandingsprodukter, men i øjeblikket er vi begrænset af, at de ingredienser, som vi blander sammen, skal have nogenlunde samme kogetid.”

Han beskriver risblandingerne som convinience-produkter, der gør det nemt for forbrugerne at give maden en ernæringsmæssig bedre sammensætning, som ser flot ud på tallerkenen, uden at de behøver at købe en masse forskellige ingredienser.

Ved årsskiftet overtog Nordic Food Partners, som importerer ris fra hele verden, et nyt pakkeri i Skive. Det giver flere muligheder for at pakke forskellige blandinger, og ifølge Thomas Frey, er det helt sikkert et spor, som virksomheden vil forfølge.

”Vi kigger også på forkogning af bælgfrugter og er løbende i dialog med de største dagligvarekæder i Norden,” siger salgsdirektøren, som også har en del kunder i foodservicebranchen og fødevareindustrien.

Flere artikler fra samme sektion

Økologien skal boble i alle efterskolernes gryder

60 ud af 245 efterskoler har Det Økologiske Spisemærke, så her er der et stort potentiale i at udbrede mere økologi. Det vurderer markedsafdelingen i Økologisk Landsforening, som står bag nyt magasin, der skal inspirere efterskolernes køkkener til at skrue økologi-procenten i vejret.

12-08-2022 5 minutter Det Økologiske Spisemærke

Coop 365 discount åbner sit bud på fremtidens bæredygtige butik

Biodiversitet og bæredygtighed er tænkt ind på mange niveauer i Coops nye discountbutik, som åbner fredag.

09-08-2022 2 minutter

Meny-kæden sætter ekstra fokus på økologi

Med en 20-siders tilbudsavis med økologiske varer ønsker Meny-kæden at vise, at man ikke behøver at besøge en discountbutik for at finde Ø-mærkede varer til priser, hvor alle kan være med.

09-08-2022 2 minutter Detailhandel