Annonce

Annonce

Grønsager på et køkkenbord

En ny rapport viser, at der er flere og flere fund af de farligste lovlige pesticider i fødevarer produceret i EU. Foto: Sinatur

Mere og mere frugt og grønt har rester af de mest skadelige pesticider på sig

EU hævder, at brugen af de farligste pesticider er faldet de senere år. Alligevel er mængden af rester fra de værste pesticider i vores mad steget, viser en ny rapport.

Selvom EU har en målsætning om at halvere brugen af pesticider og har hævdet, at salget af de farligste pesticider er nedadgående, tegner en ny rapport et helt andet billede.

Ifølge rapporten, der er udgivet af NGO'en Pesticide Action Network Europe (Pan-Europe), er der nemlig sket en markant stigning i mængden af rester fra de farligste pesticider på vores frugt og grønt. Pesticiderne er på EU's såkaldte substitutionsliste over midler, som landene skal forsøge at udfase eller erstatte med alternativer.

Det drejer sig for eksempel om svampemidlet tebuconazole, der er mistænkt for at skade fostre, det hormonforstyrrende difenoconazole og cyprodinil, der er svært nedbrydeligt, kan forårsage skader på leveren og er giftigt for fugle, regnorme og mange vandlevende organismer.

Pan-Europe har gennemgået over 200.000 af myndighedernes stikprøvekontroller af pesticidrester fra 2011 til 2019 og kan konstatere, at andelen af frugt og grønt, der har rester af mindst ét af midlerne, er steget fra 14 til 21 pct. Af eksempler kan nævnes kiwifrugter, der i 2011 var næsten fri for pesticidrester (fire pct.), mens tallet i 2019 var steget til 32 pct, og hvad angår kirsebær, er andelen af fund steget fra 22 pct. i 2011 til 50 pct. i 2019.

Samtidig er der sket en stigning i rester af flere pesticider på samme fødevare: I 2011 var der rester fra mindst to af de skadeligste pesticider på frugt, mens tallet i 2019 var øget til 10,2 pct. Der blev fundet frugt med rester fra helt op til seks forskellige substitutionsmidler. For grønsager var andelen i 2011 på 2,2 pct. og i 2019 på 3,1 pct.

Europæisk produceret frugt og grønt med flest pesticidrester

Frugt

  • Blåbær (51 pct.)
  • Fersken (45 pct.
  • Jordbær (38 pct.)
  • Kirsebær (35 pct.)
  • Abrikoser (35 pct.)

Grønt

  • Selleri (50 pct.)
  • Knoldselleri (45 pct.)
  • Kål (31 pct.)
  • Julesalat (28 pct.)
  • Rosenkål (26 pct.)

Kilde: Pesticide Action Network Europe: 'Forbidden fruit: The dramatic rise in dangerous pesticides found on fruits and vegetables sold in Europe and evidence that governments are failing their legal obligations'

For at sikre tallenes repræsentativitet har Pan-Europe bevidst set bort fra prøver rettet mod de fødevarer med størst risiko for forurening.

Kræver forbud og udfasning

De EU-lande, der producerer frugt og grønt med flest pesticidrester, er Belgien, Portugal, Nederlandene, Grækenland og Italien. Danmark går ikke helt fri, men er placeret blandt de lande med færrest fund.

Pan-Europe opfordrer derfor EU til at leve op til egne løfter og få udfaset de 55 pesticider på substitutionslisten og forbyde de 12 værste af dem.

"Disse kemikalier burde forsvinde fra vores mad, men i stedet kan vi over de seneste 10 år se en dramatisk stigning i eksponeringen for de mest giftige stoffer. Andelen af frugt og grønt forurenet med disse pesticider fortsætter med at stige. Ofte viser maden sig at indeholde rester fra to eller flere pesticider på samme tid. Det viser tydeligt, at erstatningsreglen (at midler på substitutionslisten skal erstattes, red.) aldrig er blevet implementeret af medlemslandene, og at de har fejlet i deres ansvar for at beskytte forbrugerne," siger Salomé Roynel, politik- og kampagnechef hos Pan-Europe, i en pressemeddelelse.

Lisbeth E. Knudsen, professor i human toksikologi ved Københavns Universitet, siger til Politiken, der også har dækket rapporten, at den er "flot arbejde" og mener, at der klart er basis for, at EU strammer op på området.

"Hvis man er gravid eller har små børn, synes jeg virkelig, at man skal prøve at købe økologisk. Lige når det gælder frugt og grønt, er det ikke så meget dyrere," siger hun til Politiken.

Hun undrer sig samtidig over, at myndighederne ikke selv har opdaget stigningen, eftersom Pan-Europes rapport bygger på EU-Kommissionens egen database.

Brancheforening: Ikke til fare

Anika Gatt Seretny, der er talsperson for brancheforeningen CropLife Europe, siger til den britiske avis The Guardian, at pesticidrester i maden ikke er ensbetydende med, at den er farlig at indtage.

"EU's fødevaresikkerhedsmyndighed (Efsa, red.) har lavet dybdegående studier på området og vist, at risikoen for eksponering gennem maden er under grænseværdien og dermed ikke til fare for forbrugerne," siger hun til The Guardian.

Talsperson for Europa-Kommissionen Stefan Van De Keersmaecker henviser også til Efsa og nævner, at myndigheden hvert år udgiver en rapport om pesticidrester i maden:

"I mange år har rapporten vist, at 98 pct. af prøverne er i overensstemmelse med EU's lov," siger han til The Guardian.

Årsagen til, at EU kan berette om et fald og Pan-Europe en stigning, er måden, tallene er opgjort på: Mens EU har regnet ud fra den solgte mængde, er Pan-Europes tal baseret på målinger af pesticidrester.

Flere artikler fra samme sektion

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events

Økologisk Landsforening kæmper for, at æg ikke længere skal stå på køl - Danske Æg kæmper imod

Økologisk Landsforening ønsker et opgør med kravet om, at æg skal på køl, men hos Danske Æg vil man fastholde det.

15-04-2024 8 minutter Æg og fjerkræ,   Forbrug,   Detailhandel