Annonce

Annonce

Fødevareafdeling i Helsam-butik

Ifølge direktør Kenneth Guldager er det helt slut med at sælge økologiske ferskvarer i Helsam-kædens 32 egne butikker, men kæden har stadig en vigtig rolle, når det handler om at spotte nye kolonialvarer. PR-foto: Helsam

Helsam trækker håndbremsen i forhold til at åbne nye fysiske butikker

Efter et par år med lidt lavere indtjening end vanligt er tiden ikke til at investere i nye butikker, vurderer Helsam.

Tilbage i 1980’erne var det i høj grad helsekostbranchen, som gik forrest, da de første økologiske varer blev lanceret, men Kenneth Guldager, direktør for Helsam, som driver landets største helsekostkæde med 32 butikker, erkender, at detailkæderne i dag sidder solidt på dagligvaresalget af økologiske basisvarer - ikke mindst når det gælder ferskvarer.

"Det er utrolig svært at hamle op med supermarkederne, som i den grad er trådt ind på den bane," siger Kenneth Guldager, som naturligvis ærgrer sig over, at helsekostbutikken Jordens Frugter i Aarhus netop har kastet håndklædet i ringen.

"Det er Davids kamp mod Goliat, og vi har valgt at trække i håndbremsen i forhold til nye butiksåbninger," siger direktøren, som troede, at helsekostmarkedet efter årsskiftet var på vej mod en ny normal efter corona, som havde flyttet en del af handlen over på nettet, men så kom krigen i Ukraine.

Forventer yderligere vækst

"Vores branche bliver heldigvis sjældent ramt af voldsomme op- og nedture. For mange af vores kunder er det en livsstil at købe helsekostprodukter, men vi kan godt mærke afmatningen, og at nogle begynder at kigge efter, hvor de kan få varerne billigst."

Gennem flere år har Helsam Gruppen, som både omfatter en grossistvirksomhed, webshop og kæden med fysiske butikker i de fleste af landets største byer, været vant til million­overskud i størrelsen 9-11 mio. kr.

I regnskabsåret 2019/2020 landede der kun 0,3 mio. kr. på bundlinjen. I det seneste regnskabsår voksede resultatet til 1,4 mio. kr. på basis af en omsætning på 429 mio. kr., og selv om Kenneth Guldager forventer yderligere vækst i indeværende år, mener han ikke, at tiden er inde til at åbne nye butikker.

Holder øje med nye trends

Han oplyser, at corona især var hård kost for Helsams butikker i provinsen, mens det gik bedre for både netsalg og de københavnske butikker.

"Men konkurrencen er hård og vi bliver nødt til at flytte os efter, hvor markedet bevæger sig hen."

Den trafik kender Bjarne Thorup, som netop har lukket helsekostbutikken Jordens Frugter, kun alt for godt.

"Vi er firstmoverne, som hele tiden holder øje med de nye trends og løber nye varer i gang. Men når de bliver en succes, kommer supermarkederne og stjæler dem."

Af samme grund luger Helsams grossistvirksomhed løbende ud blandt de ca. 13.000 varenumre, som ud over økologiske kolonial- og drikkevarer omfatter kosttilskud, naturlægemidler, homøopatiske produkter, hudpleje og kosmetik m.m.

"Vi har stadig mange fødevarerelaterede produkter indenfor kategorier som brød, riskager og forskellige tørrede produkter, og det er stadig i vores butikker, at mange nye dagligvareprodukter bliver født," siger Kenneth Guldager.

Flere artikler fra samme sektion

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events

Økologisk Landsforening kæmper for, at æg ikke længere skal stå på køl - Danske Æg kæmper imod

Økologisk Landsforening ønsker et opgør med kravet om, at æg skal på køl, men hos Danske Æg vil man fastholde det.

15-04-2024 8 minutter Æg og fjerkræ,   Forbrug,   Detailhandel