Annonce

Annonce

Cristiana Cardoso foran fødevaredispensere i Silo Marked

Cristiana Cardoso har haft en vanskelig start med Fyens første emballagefri butik, men er indstillet på at kæmpe videre. Foto: Mikkel Vognæs

Emballagefri butik overlever vanskelig start

Odenses første emballagefri butik havde knap nok åbnet dørene, før covid-19 tvang dem i igen. Det tvang ejeren til at tænke i nye baner.

Da hele Danmark blev sat i bakgear, og landet lukkede ned, havde Silo Marked i Nørregade, Odense, to uger på bagen, ingen berettigelse til statens hjælpepakke og lige præcis én medarbejder.

På trods af butikkens omtumlede start udvider Silo Marked nu butikkens sortimentet, og når du træder ind i Fyens eneste emballagefri butik, bliver du mødt af smil og forsigtig optimisme.

”Det var sjovt,” siger Cristiana Cardoso, butikkens ejer og eneste medarbejder, da hun bliver spurgt om, hvordan det var at starte en virksomhed i 2020. 

Det er helt tydeligt, at hun ikke mener 'haha-sjovt'.

Hun lægger hænderne på disken, mens hun med et skævt smil tænker tilbage på butikkens turbulente start. Overalt omkring hende står bægere, beholdere og glas, der opbevarer butikkens omfangsrige udvalg af økologiske produkter.

Emballagefri butik

  • Butikkens koncept, hvor man køber emballagefri produkter i løsvægt, er kendt fra blandt andet Aarhus og København, men Silo Marked er den første af slagsen i Odense.

  • Alle fødevarer er i butikken er økologiske og sælges i løs vægt.

  • Kunderne skal enten medbringe sin eget emballage eller købe en beholder med pant i butikken.

”Alt i alt, så var det jo egentlig okay, men det betød, at jeg måtte prøve en række anderledes initiativer”, siger Cristiana Cardoso, som har været nødsaget til at lukke butikken for gæster i en periode, og i stedet sælge medlemskaber til butikken, lavet afhentningsordning af bælgfrugter og abonnementsservice-grøntsagskasser.

Efter at være lukket ned det meste af foråret, har Silo Marked endnu engang slået dørene op for gæster, som ligesom Cristiana Cardoso mener, at vi bør forsøge at formindske brugen af emballage.

Og selvom opstarten på Silo Marked næppe har været, som Cristiana Cardoso havde planlagt, så er hun typen, som ser glasset som halvt fyldt.

”Jeg har arbejdet meget, og det har også været hårdt, men sådan er det bare, hvis man vil lave en butik som denne - corona eller ej.”

Hjælp fra uventet vinkel

Langs den ene væg står store gennemsigtige dunke med en lille tap for neden. Her kan man fylde sine medbragte beholdere med sæbe og opvaskemiddel, og ved siden af dem står glas med farvestrålende sæbe, som er biologisk nedbrydeligt – en bestseller, forklarer Cristiana Cardoso.

Butikkens udvalg er bredt og dækker alt fra ris, nødder og pasta til mere eksotiske produkter som risprotein, vegansk vingummi og kikærtemel, men fælles for alle produkterne er, at de er økologiske.

I Silo Marked, Nørregade 30, kan man finde alt fra ærteproteinpulver til veganske vingummibamser alt sammen økologisk og i løsvægt. Foto: Mikkel Vognæs

På et bord midt på gulvet står forskellige nonfood-varer såsom hygiejneprodukter, køkkenprodukter og rengøringsudstyr, blandt andet et glas med pastiller, som Cristiana Cardoso forklarer, fungerer som tandpasta.

”Du skal bare tygge på dem et par gange, og så børster du.”

Den lille butik med det store udvalg har overlevet indtil nu, og det skyldes også, at der er kommet ’hjælp’ fra en overraskende vinkel.

”Tyskere,” udbryder hun.

”Tyskere handler her meget. God bless germans!” siger hun og griner.

På trods af hjælpen fra nabolandet sydpå har det stadig været en udfordrende tid for butikken, som f.eks. ikke var berettiget til statens hjælpepakke.

Støtten er nemlig baseret på butikkens tidligere regnskab, men fordi Silo Marked kun havde eksisteret i to uger, var der altså ingen hjælp at hente

Da hun bliver spurgt, om det går godt i butikken, bliver hun stille et øjeblik.

”Det går okay. Jeg tror på det, men jeg er også bange,” siger hun og fortsætter:

”Folk har været ret interesserede, især i starten, hvor det hele er nyt og spændende – der har været mange, som gerne ville støtte butikken,” siger hun og tilføjer, ”men selvom folk har gode intentioner, så har jeg brug for, at folk bliver ved med at handle her på fast basis.”

Selvom hun ikke siger det, så fornemmer man, at mange måske ikke kommer så ofte, som hun havde håbet på.

Hun fortsætter efter lidt betænkningstid:

Hos Silo Marked kan man både købe fødevarer samt en række non-food produkter. Foto: Mikkel Vognæs

”Udfordringen ved at få folk til at handle emballagefrit er, at man afbryder folks rutine. Folk køber normalt alle deres ting i ét supermarked, og så skal de lige pludseligt til at købe enkelte produkter i en helt anden butik.”

Derfor udvider hun sortimentet i butikken, der efterhånden dækker de fleste dagligdagsprodukter, som kan findes i et supermarked, samt et par stykker som ikke kan. Pasta, ris, linser, nødder, olie, eddike, sæbe, krydderier, forskellige kødsubstitutter og meget mere.

Hun håber på, at butikkens unikke varer samt det store udvalg vil gøre hendes butik til en fast del af odenseanernes shopping-vaner.

Grønne forhåbninger

Cristiana Cardoso er oprindeligt fra Portugal, men har boet i Danmark de sidste syv år og har både færdiggjort en uddannelse ved SDU i miljøledelse og arbejdet som miljøkonsulent i en affaldsvirksomhed.

Hun har altid haft en interesse i klima og miljø, og havde hun ikke åbnet en emballagefri butik, så havde hun arbejdet med affaldssortering.

Med den emballagefri butik håber hun på at kunne ændre på ’brug og smid væk’-kulturen og hjælpe folk med at opbygge Zero Waste-vaner. 

Og på trods af butikkens omtumlede start, så vil hun ikke afvise, at der i fremtiden kunne komme flere butikker, men som hun siger, ”Det kommer jo an på alting,” mens hun gestikulerer om sig med armene.

Silo Marked ligger på Nørregade 30, Odense, og man kan finde Cristiana Cardoso bag disken alle hverdage samt lørdag.

Flere artikler fra samme sektion

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events

Økologisk Landsforening kæmper for, at æg ikke længere skal stå på køl - Danske Æg kæmper imod

Økologisk Landsforening ønsker et opgør med kravet om, at æg skal på køl, men hos Danske Æg vil man fastholde det.

15-04-2024 8 minutter Æg og fjerkræ,   Forbrug,   Detailhandel