Annonce

Annonce

Maj Toppenberg anretter mad

Maj Toppenberg fra kantinekæden Kokkenes Køkken er en af de foodservice-kunder, som er beyndt at købe råvarer via Råhandel, som i kølvandet på genåbningen håber at lave aftaler med jyske kantine- og restaurantkæder. Foto: Kokkenes Køkken

Coop og Råhandel begynder at sælge lokale fødevarer i Jylland

Fra i dag begynder Råhandel at distribuere fødevarer fra små fødevareproducenter til 80 midtjyske Coop-butikker, men mange flere kan bruge den alternative distributionskanal.

Coop har en ambition om at fordoble salget af varer fra små fødevareproducenter. Det mål skal realiseres gennem en udvidelse af det flerårige samarbejde med den danske startup Råhandel. Det er en online markedsplads for fødevarer fra små og mellemstore fødevareproducenter, som ønsker at levere deres varer til Coops kæder samt hotel-, kantine- og restaurantkæder, som går op i godt madhåndværk.

Via Råhandel kan producenterne sælge varer nemt og direkte til butikkerne. Samarbejdet har eksisteret på Sjælland i to år, og nu skal setuppet lanceres i Midtjylland i samarbejde med Coop-kæderne Kvickly, SuperBrugsen og Dagli´Brugsen.

På nuværende tidspunkt er økologi det ene af to standardiserede pejlemærker, som køberne kan orientere sig efter, når de handler hos os. Det andet er varens geografiske oprindelse. På den måde giver vores platform producenterne mulighed for at konkurrere på andet end pris.

— Hanna Schaldemose, chef for lokale varer i Coop

I den forbindelse etablerer Råhandel indleveringsteder for jyske varer i Fødevarepark Skjern Enge og et lager ved Lystrup nord for Aarhus, hvor de første varer bliver indleveret i dag. Fra sidstnævnte adresse begynder Råhandel desuden at distribuere sit jyske sortiment samt nogle af de bedst sælgende produkter fra Sjælland, oplyser Råhandels stifter og direktør, Solveig Felbo.

Efterlyser flere jyske basisvarer

"Ekspansionen i Jylland er første skridt i Råhandels planer om at udvide vores service til det meste af Danmark i løbet af 2021. Vi har allerede en del producenter og endnu flere købere på platformen, og vi håber naturligvis, at endnu flere vil hoppe med på vognen i løbet af den kommende tid," siger hun til Økologisk Nu.

Hun efterlyser ikke mindst basisvarer som æg, mysli og ost fra mikromejerier, og det er kun et ekstra plus, hvis de er økologiske.

"Vores platform er åben for madiværksættere, som selv producerer eller er involveret i produktionen af de fødevarer, de sælger gennem os. Derudover henvender vi os til detail og horeca-branchen," siger Råhandel-direktøren, som dog betoner, at samarbejdet med Coop betyder, at Råhandel ikke kan levere varer til andre danske dagligvarekæder.

Halvdelen tilbyder økologiske varer

"Vi har en forventning om, at den succes, vi har oplevet på Sjælland gennem de sidste to år, fortsætter, og at vi med de erfaringer i bagagen kan gøre det endnu nemmere og mere gennemsigtigt for restauranter, butikker og hoteller at handle med producenterne," siger Solveig Felbo, som oplyser, at ca. halvdelen af Råhandels nuværende producenter tilbyder økologiske varer.

Det harmonerer fint med Råhandel ønske om at bidrage til den grønne udvikling ved at skabe gennemsigtighed om bæredygtighed, oprindelse og kvalitet - og ifølge Solveig Felbo repræsenterer den økologiske produktion typisk alle tre dele.

"På nuværende tidspunkt er økologi det ene af to standardiserede pejlemærker, som køberne kan orientere sig efter, når de handler hos os. Det andet er varens geografiske oprindelse. På den måde giver vores platform producenterne mulighed for at konkurrere på andet end pris," siger hun. 

Ifølge lokalvare chef i Coop, Hanna Schaldemose, imødekommer Råhandels sortiment en stigende efterspørgsel på blandt andet danskproducerede og lokale varer blandt forbrugerne.

”Kundernes interesse for varer med en særlig historie er stærkt voksende. Med Råhandel har vi fået en platform, der gør det meget nemmere for såvel producenterne som vores lokale butikker at imødekomme efterspørgslen,” siger Hanna Schaldemose.

Tredobling af salget på Sjælland

Ca. 500 forskellige varer fra 80 producenter er i øjeblikket til salg i ca. 100 Coop-butikker på Sjælland, og de har oplevet en markant stigning med en tredobling i salget i årets første tre måneder til et samlet salg på ca. 100.000 enheder. 

Adm. direktør Kræn Østergård Nielsen pointerer i den forbindelse, at lokal forankring altid har været en del af Coops DNA, men ambitionerne rækker længere: 

”Vi ønsker at fremme mangfoldigheden af danske fødevarer, støtte mindre leverandører, og tilbyde Coops kunder noget, de ikke kan få andre steder. Vores ambition er, at vi skal udvikle nogle af fremtidens store varer, som vil blive solgt i vores butikker i hele landet,” siger han. 

Her spiller samarbejdet med Råhandel en vigtig rolle, og ifølge Solveig Felbo er platformen et oplagt sted for fødevareproducenterne at bevise, at de er klar til at tage det næste spring, og blive leverandør til Coops centrallager.

"Det er der allerede flere, som har gjort, siger Solveig Felbo, der beskriver samarbejdet med Coop som et vigtigt led i at skabe et mere robust og gennemsigtigt fødevaresystem, der gør det lettere og smartere at handle med de små producenter.

“Hos Råhandel har vi et ønske om at gøre det lettere for de små madiværksættere at sælge deres varer til forbrugerne. Fødevaresystemet gør det svært for dem at få varerne ind på hylderne i blandt andet detailbutikkerne. Vi har et fantastisk samarbejde med Coop, som har valgt et satse stort på os og de små producenter. Det betyder reelt set, at vi får bygget bro mellem de modige iværksættere og alle de forbrugere, der gerne vil støtte dem - og som elsker god mad!” 

Hun fortæller, at lanceringen i Jylland første omgang bliver uden kølevarer og friske grøntsager. 

"Dem åbner vi for, når der kommer mere volumen på, så lige nu er vi særligt interesserede i flere jyske producenter på platformen," siger Solveig Felbo og løfter sløret for, at Råhandel på længere sigt drømmer om at etablere sig i udlandet, men i første omgang gælder det Jylland.

Flere artikler fra samme sektion

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events

Økologisk Landsforening kæmper for, at æg ikke længere skal stå på køl - Danske Æg kæmper imod

Økologisk Landsforening ønsker et opgør med kravet om, at æg skal på køl, men hos Danske Æg vil man fastholde det.

15-04-2024 8 minutter Æg og fjerkræ,   Forbrug,   Detailhandel