Annonce

Annonce

Høst af gulerødder

De fleste rodfrugter vaskes for jord, inden de sendes ud til detailkæderne, så de fremstår rene og indbydende på hylderne, men det betyder samtidig, at deres holdbarhed forringes. Derfor vil forskere optimere rengøringsprocessen. Arkivfoto: Økologisk Landsforening

Forskere vil forlænge holdbarheden på dine gulerødder

Forskere fra Aarhus Universitet har blæst til kamp mod halvråddent grønt i køleskabet. Med to konkrete initiativer vil de forbedre den måde, vi håndterer vores rodfrugter på, og sikre os mod unødvendigt madspild.

Du kender det formentlig selv fra din egen grøntsagsskuffe. Helt bagerst finder du halvrådne kartofler og gulerødder, som uden videre kasseres. Og du er ikke den eneste.

Alene i de danske husholdninger kasseres der årligt lige knap 100.000 ton frugt og grønt. Dét tal vil en gruppe forskere nu forsøge at nedbringe ved at øge holdbarheden gennem projektet OptiClean.

Baggrunden er, at de fleste rodfrugter vaskes for jord, inden de sendes ud til detailkæderne, så de fremstår rene og indbydende på hylderne, men det kan samtidig risikere at forkorte deres holdbarhed.

"Det har man gjort i mange år, og det har både positive og negative konsekvenser," fortæller projektleder Merete Edelenbos, der står i spidsen for det nye GUDP-støttede projekt, i en pressemeddelelse.

"Det positive er, at man kan se gulerøddernes kvalitet, og at de er nemme at håndtere i køkkenet. Der er ingen tvivl om, at det har boostet forbruget af eksempelvis gulerødder i Danmark. Den negative side er, at holdbarheden er kortere, end hvis de ikke var vasket," tilføjer hun.

Derfor vil forskerne forbedre den måde, man håndterer rodfrugterne på, inden de lander på hylden i supermarkedet. Mere præcist vil de kigge på de børster, som bruges til polering af blandt andet gulerødder, og undersøge, hvordan børsternes hårdhed påvirker rodfrugternes holdbarhed.

Samtidig vil de minimere mængden af mikroorganismer, som hober sig op i det vand, der bruges til at vaske rodfrugterne, inden de poleres. Mikroorganismerne udgør ingen sundhedsrisici for mennesker, men de kan fremme rodfrugternes rådproces og nedsætte deres holdbarhed, hvis de trænger igennem skrællen under polering.

Konkret vil forskerne forbedre vandkvaliteten ved at undersøge brugen af ozon som et middel til at rense vandet for mikroorganismer. Ozon er en effektiv gas til at nedbryde organisk materiale, og har den fordel, at den lynhurtig omdannes til ilt og forsvinder ud i luften.

Risici ved polering af rodfrugter

Efter rodfrugterne er blevet renset for jord, skal de poleres med børster. Børsterne kan imidlertid risikere at beskadige overfladen på rodfrugterne. Og hvis ikke rodfrugterne selv når at reparere skaderne, åbnes en firesporet motorvej for, at de tilbageværende mikroorganismer kan trænge igennem skrællen.

Derfor vil forskerne kigge på, hvilke forskelle der er ved at bruge hhv. bløde, mellemhårde og hårde børster, og hvordan hårdheden af børsterne påvirker rodfrugternes holdbarhed.

”Hele humlen ved frugt og grønt er, at varerne kan se nok så fine ud, når de forlader producenterne, men der kan gå frygteligt meget galt på rejsen frem til forbrugerne. Det hele starter i vaskeriet, og fortsætter i forsyningskæden, hvis produkterne ikke opbevares korrekt” udtaler Merete Edelenbos.

Forskerne forventer, at tiltaget kan forlænge rodfrugternes holdbarheden med minimum syv til ti dage og dermed nedbringe det store madspild af frugt og grønt i husholdningerne.

Forskningsprojektet er støttet med 5,5 mio. kr. af GUDP (Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram) og løber frem til udgangen af 2025.

Flere artikler fra samme sektion

Økologisk Landsforening uddeler atter gratis blomsterfrø landet over

Den 5. maj kan man hente en gratis pose blomsterfrø i Føtex og Bilka landet over. Økologisk Landsforening uddeler i alt 38.000 poser for at give bierne mere mad og sætte fokus på de truede arter.

30-04-2024 5 minutter Biodiversitet

Nyt ejerskab skal stoppe slingrekurs, så Coop kan fokusere mere på kerneværdierne

Efter præsentationen af endnu et katastroferegnskab og med energiselskabet OK som ny medejer, har Coop lagt sig fast på en ny kædestruktur, som skal være med til at gøre Danmarks største salgskanal for økologiske fødevarer til en god forretning.

30-04-2024 6 minutter Detailhandel

Salget af økologi har stabiliseret sig

Efter et år med fald i salget af økologiske fødevarer viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik, at salget i 2023 har stabiliseret sig. Økologien har, som andre fødevarer, været udfordret af inflation og stigende omkostninger. Men nu ser det ud til at vende.

26-04-2024 3 minutter Detailhandel